SimsSøndag #54

Fakta
Generation: 1

Antal medlemmer i husstanden: 1

Formue:
- Simoleoner; 4.340
- Grund; 13.077
- Andet; intet 

Point: 1

Det føles som om, der går flere minutter inden Poul siger noget igen. Aldrig mit liv har jeg været så nervøs for hvad reaktionen på mit spørgsmål bliver. Jeg kigger spændt op på ham, og håber på det bedste.

Da han skiller læberne, er jeg overbevist om, at han er ved at sige nej. Inden han siger noget, tager han min hånd, hvilket kun får mit hjerte til at banke hurtigere. Endelig siger han noget, men jeg er for nervøs til at opfange ordene. Det er først da han ansigt forvandles til et stort smil, der går fra øre til øre, at jeg forstår han siger ja. Jeg rejser mig, og beder ham gentage.

”Ja,” siger han og fortsætter ”du kan tro, jeg vil gifte mig med dig.” Hans ansigt er stadig et stort smil, og jeg kan mærke at mit ansigt ser nøjagtig lige sådan ud. Jeg giver ham ringen, som han med det samme tager på. Jeg lægger mine hænder på hans kinder og trækker ham ind til mig, så vi kysser. 

Da vi slipper hinandens læber igen, beslutter vi os for at vi vil nyde resten af den smukke sensommeraften. Så vi sætter os i græsset, og begynder at snakke om planlægningen af brylluppet. Der er så mange ting, der skal snakkes om og planlægges. Det eneste vi vælger at blive enige om i dag, er hvornår vi gerne vil giftes. Vi bliver enige om, at vi vil giftes til næste sommer. Så kan det være vi er heldige, at vi kan holde brylluppet her i parken, hvor vi befinder os lige nu. 

Poul lægger sig ned i græset, og lader sit hoved hvile på mit lår. Han kigger op på mig med et eftertænktsom blik i øjnene.

”Hvad tænker du på?” kan jeg ikke lade være med at spørge ham.
”Hvor vanvittig og fantastisk du er,” siger han og smiler. Jeg skal lige til at protestere, men han afbryder mig og siger: ”Det er vanvittigt, at du friede til mig. Jeg har selv tænkt tanken, om at dele resten af livet med dig. Men jeg har været så usikker på, om du havde det på samme måde som mig. Så jeg ville hellere se tiden lidt mere an, inden jeg gjorde mere ved mine tanker.” Han holder en kort pause, hvor ingen af os siger noget, men bare kigger hinanden i øjnene, inden han fortsætter: ”Du er fantastisk, fordi du gjorde det. Jeg er helt vild med, at du går efter det du vil have på den måde. Jeg tror de fleste andre kvinder, ville vente på at blive friet til. Muligvis komme med små stikpiller, om at de kunne tænke sig at blive gift, og så håbe på, at deres kæreste forstår budskabet og går på knæ. Det er skønt, du er dig selv så meget, at du bare gør det.”
Jeg kan ikke komme i tanke om noget at sige. Jeg kan mærke at jeg smiler, og at der triller en enkelt glædeståre ned ad min kind. Poul aer den væk.

 -

Dagene går. Ugerne går. Månederne går. Tiden går med arbejde og planlægning. Heldigvis er vi enige om de fleste ting, vi kunne tænke os i forbindelse med brylluppet. Vi har fået aftalt en dato, vi begge tror vi vil kunne huske i fremtiden. Vi har lejet fælleshuset i Myshono Engen, så vi har mulighed for at blive viet og holde selve festen, samme sted som jeg friede til ham. Når nu vi har valgt at blive viet og holde bryllupsfest i en offentlig park, er der en chance for at der vil være personer til stede, som vi ikke har inviteret og som vi muligvis ikke kender. Det vil vi tage som en oplevelse. Måske fører det til nye bekendtskaber og venskaber.
Vi er blevet enige om hvilket udtryk vi vil have på vores invitationer og andet papirarbejde. Poul ejer ikke et eneste kreativt gen, så jeg har fået lov til at stå for udviklingen og produktionen.
Jeg bruger meget at være udenfor, for at samle inspiration. På den anden side af vejen ligger bugten. Så hvis jeg går 300 meter, kommer jeg ned til vandet. Det er så smukt at sætte sig på bænken, og bare lade naturen synke ind. Selv her i vinterperioden sætter jeg mig på bænken, for at samle inspiration.

Tiden fortsætter med at flyve afsted. Vi arbejder og planlægger i stor stil. Poul har købt og hentet sit tøj hjem. Jeg var ude og kigge på brudekjole første gang inden årsskiftet. Nu er der gået næsten 3 måneder, og jeg skal afsted igen. Jeg fik valgt kjolen, og nu skal jeg til den første tilretning. Det bliver dog ikke den eneste tilretning. For jeg er begyndt at træne, efterhånden som vi har fået styr på tingene til brylluppet.

Jeg træner ikke fordi jeg synes jeg er for tyk eller noget. Jeg bruger det primært som et mentalt pusterum. Når jeg giver den gas i træningscenteret, slår jeg hjernen fra. På den måde undgår jeg at blive stresset. Men det betyder også, at der vil ske nogle ændringer med min krop, inden sommeren kommer. Så det bliver i hvert fald til 2 tilretninger mere. 

Ejeren af kjolebutikken er en lav dame, der uden tvivl ved hvad hun laver. Da jeg var hos hende, for at prøve kjoler var hun hudløst ærlig om hvordan, det jeg havde fået på så ud. Hvis kjolen havde et snit, der på ingen måde passede til min krop, sagde hun det. Hvis kjolen virkede for vulgær eller for tilknappet til mig, sagde hun det. Hun lagde ingen fingre i mellem, så jeg er helt tryg ved hende.
At stå her i den kjole, jeg har valgt og betragte mig selv i spejlet, gør alt der her planlægning lidt mere ægte. Jeg ved selvfølgelig godt, at de invitationer vi har sendt ud, også er ægte. Men selve brylluppet kommer pludseligt lidt tættere på. Det bliver lidt mere virkeligt, at jeg rent faktisk har tænkt mig at sige ja til at dele mit liv med Poul.

Jeg er glad for, at jeg for en måned siden blev forfremmet til fundraiser. Den bonus, der fulgte med forfremmelsen, har jeg sat til side til kjolen. Så jeg har fået lige den model jeg vil have, og jeg har mulighed for at få lavet lige præcis de rettelser jeg har lyst til, så kjolen bliver helt perfekt til vores dag.

 -

Nu er der kun en uge tilbage til brylluppet. Jeg glæder mig helt afsindigt meget. Der er styr på alt. Der er faktisk ikke mere jeg kan gøre, andet end at vente.
Tiden er en finurlig størrelse. De sidste 10 måneder siden frieriet er fløjet afsted. Jeg føler stadig at det var i går jeg friede til Poul. Og nu er der 7 dage til vi skal giftes, og det føltes som om, det er en evighed væk. Der er ikke noget, der skal laves, ordnes eller planlægges. Så jeg har ikke andet end træning og bugten til at distrahere mig. Jeg skal også passe på med træningen. Jeg har kjolen hængende herhjemme, så der bliver ikke lavet flere rettelser nu. Jeg må få så meget tid som muligt til at gå med, at sidde ved bugten og meditere, så ventetiden bliver lidt mere udholdelig.

SimsSøndag #53

Fakta
Generation: 1

Antal medlemmer i husstanden: 1

Formue:
- Simoleoner; 1.882
- Grund; 13.077
- Andet; intet 

Point: 1

Efter et par dage i mit nye hus, kan jeg virkelig mærke hvor dejligt, det er at have tag over hovedet, i stedet for at sove under åben himmel. Jeg er så taknemmelig for, at jeg nåede at få sparet så meget sammen, inden vinteren melder sin ankomst, så jeg ikke skal sove udendørs, når kulden kommer. Det gør en enorm forskel for livskvaliteten, at jeg ikke behøver bekymre mig om at fryse ihjel senere på året, eller at blive overvåget mens jeg sover, fordi jeg nu ligger indendørs i mit helt eget hus.

Det er dejligt at være rykket indendørs, men da mit hjem ikke består af andet end det jeg havde, inden jeg fik bygget vægge og tag, så jeg mangler i den grad en skraldespand. Affaldet hober sig til tider op, fordi jeg er dårlig til at samle det sammen, og smide det i de offentlige skraldespande. Og når nu affaldet også er indendørs, så kan jeg i den grad mærke, at det er lidt småklamt. For ikke at sige meget klamt.

Endnu engang får jeg nyheden om, at min chef er yderst tilfreds med mit arbejde, så jeg endnu engang får en forfremmelse. Til forskel for de andre forfremmelser, får jeg nu mulighed for at vælge hvilken retning, jeg ønsker min karriere skal have. På den ene side har jeg mulighed for at gå den politiske vej, så jeg måske på sigt vil kunne blive borgmester. På den anden side, vil jeg kunne arbejde endnu mere med de velgørende formål. Jeg spørger om, jeg må tænke over det et par dage, og det må jeg. Overraskende nok synes jeg, det er et lidt svært valg. For vælger jeg politik, vil jeg kunne få direkte indflydelse på hvordan vores samfund skal være. Men vælger jeg velgørenhed, får jeg mulighed for at kunne bruge min tid på at hjælpe andre.

Jeg ender med at vælge velgørenhed, og min nye titel er Venlig Lobbyist.

Da jeg officielt er forfremmet, vil jeg selvfølgelig fejre det med Poul. Jeg er gået hen og blevet oprigtigt forelsket i ham. Hovedløst forelsket. Den interesse han har vist i mig, og den omsorg og kærlighed han overøser mig med, har gjort mig blød i knæene. Han er en fantastisk mand, og jeg vil blive så lykkelig, hvis jeg kan få lov til at dele resten af mit liv med ham. Derfor vil jeg overraske ham, mens vi fejrer min forfremmelse, og spørge ham om han vil giftes med mig.

Jeg inviterer ham med hen til Myshono Engen, som er den lokale park. Der er så smukt med en masse natur. Og så er der en bygning, hvor man har mulighed for at lave mad. Jeg fortæller ham, at jeg tager nogle madvarer med, og så vil jeg lave et lækkert fest måltid til ham, så vi rigtigt får fejret min forfremmelse. Han protesterer en smule, fordi han ikke mener, jeg skal lave mad, når det er mig, der skal fejres. Jeg formår at få insisteret på en måde, at han til sidst lader mig lave mad.

Da vi har spist vores festmåltid, tager jeg ham med ud i parken og hen til det smukke træ. Jeg fortæller ham, at jeg er så fascineret af det træ, og har været det siden jeg flyttede til byen. På en eller anden måde, ser jeg tryghed og varme i træet, så jeg bruger det som et sted at søge trøst på de hårde dage. Poul tager om mig, og siger han synes det er en smuk tanke. Jeg trækker mig væk fra ham, og kigger ham dybt i øjnene. Jeg kan se forvirring i dem. Det er nok fordi, han ikke kan forstå, hvorfor jeg trækker mig væk fra ham. Jeg går på knæ for ham. Finder den ring jeg har købt til ham frem, og spørger:

”Poul... Vil du gifte dig med mig?”

SimsSøndag #52

Fakta
Generation: 1

Antal medlemmer i husstanden: 1

Formue:
- Simoleoner; 845
- Grund; 13.077
- Andet; intet 

Point: 1

Et par dage senere, bliver jeg endnu en gang forfremmet. Denne gang bliver jeg forfremmet til fællesskabsorganisator. Men forfremmelsen følger også en bonus denne gang. Jeg har sådan set frem til denne dag, fordi endelig har jeg nok penge til, at kunne få et tag overhovedet.

Der er penge til, at jeg kan få bygget fire døre med én døre – ingen vinduer – og et tag over. Der kommer ingen maling eller tapet på væggene. Det er rå beton og gips det hele. Gulvet er også kun et koldt betongulv. Men det ødelægger ikke min glæde. Det er mit første hus. Der er godt nok kun ét rum, men det gør mig ikke noget. For jeg har nu fået tag over min seng, mit køleskab, mit spisebord og mit ’badeværelse’. Det er en befrielse, at jeg ikke længere behøver, at frygte for at det begynder at regne, så mit køleskab igen står af. Jeg tror ærligt ikke, at jeg ville kunne fikse det igen, hvis det blev skadet af regnen igen. Og jeg behøver ikke at frygte for sne og frost, når vinteren melder sin ankomst. Denne her forfremmelse, og mit nye hus, har virkelig gjort mig lykkelig. Jeg kan mærke det helt ned i maven.

Efter et par dage i huset, får jeg et opkald fra Ulf. Normalt når han ringer, er det fordi han lige vil fortælle en sjov historie. Men allerede da jeg tager telefonen, kan jeg høre at hans stemme er helt anderledes end den plejer. Han ringer for at fortælle et en af vores fællesvenner, Dennis, er blevet taget fra os. Han har mistet livet i en trafikulykke. Tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg sætter mig på kanten af min seng. Han fortæller at Dennis heldigvis ikke mærkede noget. Det er en lille trøst at vide, han ikke har været lidt i et smertehelvede. Men det gør stadig ondt at have mistet ham. Jeg siger tak til Ulf for at han ringede, og så sidder jeg egentlig bare at stirrer ud i luften. Hvor længe jeg sidder, opdager jeg ikke, for jeg bliver først revet tilbage til virkeligheden, da min telefon ringer igen. Endnu engang er det Ulf. Jeg bliver en smule nervøs, for hvad det kan være han vil fortælle nu, så jeg ryster på min hånd, da jeg tager telefonen.

”I den bil som Dennis kørte sammen med, sad Vivian” kan jeg høre Ulf sige. Jeg forstår det simpelthen ikke. En anden af vores venner, har været involveret i samme ulykke som Dennis.

”Hun klarede den desværre heller ikke” siger Ulf, og jeg kan høre gråden i hans stemme. Han var tættere knyttet til Vivian end jeg var. Jeg kondolerer, og vi får snakket lidt om hvad der er sket. Så afslutter jeg også den samtale, og føler mig helt tom inden i. Jeg kan se, der er kommet en sms fra Poul. Jeg læser ikke hvad der står. Jeg skriver noget til ham, som sikkert ikke er svar på hans besked, men jeg kan ikke rumme det lige nu.

Jeg sidder fortsat på kanten af min seng, da en ny sms fra Poul tikker ind. I beskeden står der:

”Min dejlige Holly. Det lyder trist, og det kan jeg ikke lide. Hvis du har brug for at tale med mig om det,eller hvis du har brug for at blive muntreret op, så er du mere end velkommen her hos mig. Din Poul.”

Jeg tager en beslutning om, at jeg ikke kan sidde her og have det skidt. Jeg pakker derfor hurtigt en lille taske, og svarer Poul at jeg kommer.

Da jeg en halv time senere står ved Pouls hoveddør, har jeg fået det lidt bedre. Men tårerne sidder i øjenkrogen, klar til at lade sig falde ned ad mine kinder igen. Da Poul åbner døren, forræder den ene tåre mig og triller ned. Poul siger ikke noget, men tager mig ind i et varmt knus. Det føltes så rart og trygt at have hans arme omkring mig. Så jeg lader tårerne få frit løb. Det er så befriende at få dem ud, med en andens arme om mig, uden at der bliver stillet spørgsmålstegn ved det.

Da jeg ikke længere græder, tager Poul mig med ind i sofaen. Jeg kigger lidt rundt, og fornemmer at vi er helt alene. Poul må kunne læse mine tanker, for han siger:

”Mine roomies er taget i byen, så vi har huset for os selv, til en gang i aften”. Jeg kan ikke sige noget, så jeg glemmer hans hånd som en tak. Han kysser mig på panden, og spørger hvad der er sket. Jeg forklarer ham om ulykken, og at både Dennis og Vivian var en del af det. Jeg græder undervejs, og Poul tager sig god tid til at lytte, tørrer mine øjne og holde om mig. Da jeg har fortalt færdig, spørger Poul om jeg vil have en portion mad mens vi ser en film. Det siger jeg ja tak til. Han får hurtigt smækket en lækker ret med kylling og grøntsager sammen, som vi spiser mens vi ser en eller anden film, der kører i tv. Da jeg er færdig med at spise putter jeg mig ind til Poul, som lægger sin arm mig. Sådan sidder vi resten af aftenen, og jeg kan mærke at får det en lille smule bedre.