Viser opslag med etiketten #BloggerAdvent. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten #BloggerAdvent. Vis alle opslag

23. december 2018

#BloggerAdvent - 4. søndag


Igen er tiden fløjet afsted siden sidste søndag. En hel uge med juleferie, hvor jeg bare har kunnet hygge mig, er fløjet forbi og lige om lidt er det juleaften.
Men inden det, har det i dag været dette års sidste søndag i advent. Hvilket betød at min sidste gave fra Katja skulle åbnes.

Det var noget af det første jeg gjorde i morges. Da jeg tog gaven ned fra hylden, kunne jeg igen ikke komme med et gæt på hvad indholdet var, fordi det føltes på mange forskellige måder på en gang.


For fjerde søndag i streg har Katja formået et give en skøn gave. I dag var det en ren forkælelses-gave. What's not to like?

Der var 3 forskellige olier fra Body Shop, en neglefil med et fint mønster, to slags creme/serum fra ecooking, en exfolierende sæbe, en parfumeprøve og sæbe, shampoo, balsam og creme fra ECO-BOUTIQUE. Og så var der tre forskelligfarvede pastiller individuelt pakket ind, som jeg simpelthen ikke har et bud på hvad er. Jeg har lyst til at sige det er en form for bolsje, men ud fra alt andet indholdet i gaven, tror jeg det næppe. Hvis du kan fortælle hvad det er, må du meget gerne skrive det i en kommentar.


Det er pastillerne på det første billede her, jeg ikke ved hvad er. De er hårde - som i de kan ikke masses sammen med fingrene.
Opdatering. Katja har fortalt mig at det rent faktisk er slik. Jeg er glad nu.


I dag fyldte min bror 25 år, så vi skulle ind og have ham fejret. Jeg valgte derfor at prøve ECO-BOUTIQUE sæbe, shampoo og balsam. Det var en ren fornøjelse, og det er ikke utænkeligt at jeg skal have det købt i fremtiden. Jeg brugte "Oils of Life"-olien fra Body Shop til mit meget tørre ansigt - og mine kinder føltes ikke helt så tørre som før. Og så prøvede jeg parfumen fra Versace. Den er i hvert fald på ønskelisten. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Wifey har lænet sig ind mod mig i dag og sagt "du dufter virkelig dejligt". Ja tak, altså!

Jeg glæder mig helt vild til at prøve de andre ting, og finde ud af om det også virker godt for mig.

Som bekendt har jeg været advents-nisse for Sofie. Hun er taget til USA, så hendes indlæg om den sidste gave er ikke blevet udgivet endnu. Det ser jeg frem til at læse, så jeg ved om den sidste gave også kan bruges.

Det har været en fornøjelse at være med i #BloggerAdvent igen i år.
er skal lyde et kæmpestort tak til Katja for de fire helt fantastiske gaver.
Og så skal der selvfølgelig lyde et tak til Jeanette, for at finde på #BloggerAdvent, og for at få det arrangeret.

Jeg håber årets øvrige deltagere i #BloggerAdvent har haft en super dejlige december, med skønne gaver fra deres egen nisse.



Lige et ps-notat. Katja er forfatter, og efter at have fulgt med hos hende her i løbet af december, har jeg noteret mig, at jeg skal have læst nogle af hendes bøger i 2019. Men det skal der nok komme mere om her på bloggen i løbet af januar!

16. december 2018

#BloggerAdvent - 3. søndag


I modsætning til sidste uge, så synes jeg denne her uge er gået enormt hurtigt.
Dels fordi min første arbejdsdag foregik i Århus, dels fordi jeg gik på juleferie da jeg tog hjem fra arbejde tirsdag, og dels fordi jeg har brugt tid på forberedelser til at holde Wifeys fødsesldag i går.

Men selvom tiden er fløjet afsted, så har jeg nået at glæde mig til denne uges adventsgaver. Hver gang jeg har kigget op på hylden, har jeg spekuleret over hvad Katja mon har fundet på til pakke nummer 3.
Da jeg tog pakken ned fra hylden, kunne jeg igen ikke gætte mig til, hvad den indeholdte. Den var jævn, og mærkedes ens hele vejen rundt. Blød men med en lidt hårdere midte. Det var helt umuligt at komme med et gæt. Til forskel fra de forrige to pakker, så var der et lille mini-magnetisk bogmærke på - hvilket bestemt faldt i god jord, da det forestiller The Mad Hatter fra Alice I Eventyrland.


Jeg er næsten træt af at gentage mig selv søndag efter søndag. Men så alligevel ikke, for det er skønt, at Katja igen, formår at finde en helt perfekt gave. Jeg er helt på røven over hendes helt fantastiske research.
Denne gang indeholdte gaven, et pudebetræk fra med et citat fra Alice I Eventyrland, samt filurkattens karakteriske smil, 2 bogmærker med fine citater og en æske chokoladestænger med mintsmag. Det er så fint, det hele.
Jeg elsker bog- og filmmerchandise. Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg længe gået og tænkt over hvad jeg skulle have af merch fra Alice I Eventyrland. Så kæmpestort tak til Katja, for at finde det fine pudebetræk. Lige så snart jeg har fundet en pude der passer til, så skal den pude stå og pynte i vores (læs: min) læse-lænestol.
Jeg glæder mig til at svinge benene op med en god bog, med et af de nye bogmærker, mens jeg nyder chokoladestænger med mintsmag. Det bliver en skøn uge med juleferie.

Denne gang har Sofie igen været hurtigere end mig, til at få skrevet om sine adventsgaver. Denne gang havde jeg dog set den komme, fordi vi har haft overnattende gæster.
Jeg er igen glad for at læse, at det jeg har fundet på til hende, var lige det hun manglede.

Jeg håber alle andre deltagere i årets #BloggerAdvent, har en lige så god nisse som mig!


9. december 2018

#BloggerAdvent - 2. søndag


Jeg synes den sidste uge her, har været virkelig lang. Det føltes som evigheder siden sidste søndag. Normalt synes jeg tiden flyver afsted, særligt i december. Så jeg ved ikke hvad der er sket, siden jeg synes tiden har sneglet sig afsted.

Dog har jeg glædet mig helt enormt meget til i at åbne adventsgaver i dag. Jeg har været så spændt på hvad Katja har fundet på til denne uges adventsgave, eftersom jeg synes hun ramte plet i sidste uge. Igen havde jeg ikke den fjerneste anelse om, hvad der var inde i gaven, for den kunne give sig/bøje på den ene side, men den var helt hård og rund på den anden.


Igen har Katja, fundet nogle skønne ting til mig. Et te-krus fyldt med mere af det te, der også løst i pakken med gaver, og slikstokke, samt papir til at flette julestjerner og -hjerter.
Det er ikke mere end 2 dage siden Wifey sagde til mig: "Du har slet ikke flettet stjerner i år". Og det er rigtigt. Jeg plejer at flette stjerner hvert år, men har ikke fået købt papir til det i år. Så det kunne ikke være mere perfekt med papir til at flette af. Også hjerterne, for det har vi flettet på min arbejde i år, og det var sjovt, for har ikke gjort det i nok 10 år.


Jeg er bestemt begejstret for mit nye te-krus. Det er simpelt og har den sødeste tekst, som jeg er helt enig i - TEA is a hug in a mug. Jeg kommer til at tage det i brug i dag. Vi får gæster til kaffe (te for mit vedkommende) inden længe, så der vil jeg bruge det.

Denne gang har Sofie været hurtigere end mig, så hendes indlæg om den gave jeg har sendt til hende, er ude. Det er bestemt en fryd at læse, at gaven har spredt lidt glade. Dét er det vigtigste for mig.

Håber alle andre deltagere i #BloggerAdvent har fået en lige så skøn overraskelse af deres Nisse som både Sofie og jeg har.


2. december 2018

#BloggerAdvent - 1. søndag


I dag er det 2. december og 1. søndag i advent. For halvanden uges tid siden hentede jeg pakken fra Katja i pakkeshoppen. Og i torsdags fik jeg pakket den ud, og sat gaverne sammen med de adventsgaver Wifey og jeg giver til hinanden.


Pakken var simpelthen så fin. Udover de 4 adventsgaver indeholdt den også lidt te-breve, som altid kan bruges, lidt marcipanbrød og julestokke - min søde tand blev i hvert fald begejstret. Nede i pakken lå der nogle rigtig fine falske blade i efterårsfarver. De er enormt fede, og de kommer til at skabe baggrund på mine #BloggerAdvents-billeder her til bloggen. Tak for det Katja.
At pakken var så fin gjorde mig virkelig nysgerrig på, hvad adventsgaverne indeholder. Jeg kan i hvert fald ikke gætte det ud fra udseendet, så jeg ser frem til at blive overrasket.

I dag har jeg åbnet den første gave. Jeg var enormt spændt på hvad det var, for gaven virkede tung, men alligevel blød i den ene side. Det var simpelthen ikke til at gætte hvad indholdet var.





Da jeg fik åbnet gaven, gav det god mening, at den virkede både tung og blød. Indholdet i gaven var 2 kage-i-kop-mix, spiselige stjerner og en flaske kirsebærsirup.
Der er en lemon cake og en valnødde brownie. Begge blandinger skal i en kop med vand eller mælk, og så i mikroovnen et minuts tid. Det er genialt. Stjernerne kan helt sikkert bruges til at pynte en kage på et tidspunkt. Jeg har aldrig nogensinde ejet en sirup før, så jeg må indrømme at jeg ikke er helt sikker på hvad jeg skal bruge kirsebærsiruppen til. Men det skal jeg nok finde ud af.

Jeg har tidligere delt en opskrift på kage-i-kop her på bloggen, så dagens pakke vidner om at Katja har lavet en rigtig god research. Så jeg glæder mig til at se hvad hun ellers har fundet på, til de næste tre søndage. I hvert fald kæmpe tak for indholdet i dagens gaven.

Jeg har selv sendt adventsgaver til Sofie, og jeg ser frem til at læse på hendes blog, om hun er blevet lige så glad for dagens gave, som jeg er for min.
Det håber jeg alle deltagere i årets #BloggerAdvent er.


2. november 2018

#BloggerAdvent 2018 - Præsentation


Jeg deltager igen i år i Jeanettes dejlige tradition #BloggerAdvent. Der har slet ikke været nogen tvivl om, at jeg skulle være med igen, for det er så skønt at have mulighed for, at glæde andre i juletiden.  Derudover er det en skøn måde at lære andre bloggere at kende. Jeg har i hvert fald set frem til det.

Det er noget tid siden Jeanette åbnede for tilmelding på Facebook (der er en gruppe til #BloggerAdvent). Derudover har Anne-Mette været så sød at lave nogle fine billeder, vi deltagere kunne bruge i forbindelse med #BloggerAdvent. De er desværre for julet for mig, så jeg går med mit eget design fra sidste år. Jeg håber at mange af de andre deltagere har tænkt sig at bruge hendes design, for det er virkelig flot.

I går trak Jeanette lod om, hvem der skal sende advents-pakker til hvem.
Jeg skal sende pakker til Sofie fra strikeaprose og det er Katja fra KLBerger der skal sende til mig. Jeg er spændt. Både på hvad Katja mon finder på til mig og også hvad jeg mon kan finde på til Sofie, og hvad hun vil synes om det.

For at Katja måske bedre kan få en fornemmelse af hvem jeg er (selvom hun var lynende hurtig til at kontakte mig på Facebook), og for at andre deltagere i årets #BloggerAdvent kan lære mig at kende, kommer her nogle facts:

- Jeg hedder Louise
- Jeg er 26 år
- Jeg bor i en lille by i Jylland, og jeg elsker at det tager mig 2 minutter at gå til byskiltet
- Jeg bor sammen med min kone og vores 2 katte - en på 8 år, og en på 16 uger
- Til hverdag arbejder jeg fuldtid på kontor, i et offentligt callcenter (snakker derfor meget i telefon)
- Mit arbejde er meget nørdet i tal og lovgivning, men jeg er stolt af at være en nørd
- Når jeg skal afstresse er jeg som regel kreativ - oftest i form af min Bullet Journal
- Jeg elsker bøger, og jeg læser stort set alle genrer
- Jeg er kæmpe fan af Johnny Depp og Spider-Man
- Deadpool er bestemt heller ikke dårlig
- Efterår og vinter er skønt, fordi jeg elsker hyggen
- Jul er ikke min ting
- Men har sat mig for, at prøve at være mere positivt stemt overfor det i år
- Dog bliver det ikke med nisser og alt for meget pynt - det julepyntning vi har, er min kones værk
- Jeg drikker ikke kaffe
- Men te og varm kakao er aldrig en dårlig idé
- Jeg har PCOS, så er (blevet) bevist om den måde jeg lever mit liv
- Jeg elsker chokolade, lakrids og vingummi
- Jeg har det bedst, hvis jeg har neglelak på
- Det betyder meget for mig at sortere mit affald, samt mindske mit forbrug af plastik
- Gaver handler ikke om den materielle værdi, men den personlige værdi
- Jeg nyder at få håndskrevne breve og kort - det er så meget hyggeligere end pc-skrevet
- Jeg er nem at gøre glad og kan blive begejstret over selv de mindste ting

24. december 2017

4. søndag i #BloggerAdvent


Kalenderen er nået til 24. december og 4. søndag i advent. Derfor måtte jeg åbne den sidste pakke fra søde Louise.
De forrige tre søndage, har jeg fået nogle helt perfekte gaver, så jeg har virkelig været spændt på hvad hun havde fundet til den sidste gave. Endnu en gang, har jeg længe gået og kigget på gaven, uden at have haft den fjerneste anelse om hvad den indeholdte.
Så den blev åbnet, og jeg er ikke overrasket over, at Louise har gjort det helt perfekt igen.


Jeg har fået endnu en omgang julete, sæt til varm jule-kakao og små chokolader. Det har virkelig været skønt at blive forkælet med det, her i gennem december. Derudover var der, en helt vild sød æske med 25 forskellige postkost lavet af Maren Uthaug. Jeg har tidligere hendes streger, og synes de er meget sjove. Jeg anede dog ikke at man kunne få dem som postkort, så det var virkelig opfindsomt af Louise. Jeg er så glad. Tak, skønne Nisse.

Udover mine tak til Louise, for alle de skønne gaver, skal Jeanette også have et kæmpe tak.
Først og fremmest for at hun har arrangeret denne skønne Adventskalender - #BloggerAdvent. Det er enormt stort, og jeg synes det er så hyggeligt. Jeg kan godt mærke, at jeg i år har haft lidt mere julestemning i løbet af december, end jeg har haft i mange år. Så tak for det.
Derudover skal hun også have et tak for, at hun i sidste øjeblik skrev til mig privat, for at spørge om jeg ikke kunne lokkes med. Jeg startede med at sige nej tak, fordi jeg mente ikke at jeg kunne finde tiden til det. Men Jeanette gav ikke op, og det endte med hun fik mig overtalt. Det er jeg glad for. For havde jeg ikke deltaget, så havde jeg aldrig fået de helt perfekte gaver af Louise,  og jeg havde ikke selv fået lov til at sende gaver til Jeanette, som kunne glæde hende lidt.

Jeg håber alle deltagere i #BloggerAdvent har haft en lige så dejlig oplevelse, som jeg har. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil deltage hvis det holdes igen.

Eftersom kalenderen siger den 24. december nu, og kalenderlyset næsten er brændt helt ned, så vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelige jul. Må I alle få en dejlig jul med dem i holder af.


17. december 2017

3. søndag i #BloggerAdvent


Så blev det sørme søndag igen. Kalenderlyset er nået til nr. 17, og adventsdekorationen har fået tændt det tredje lys. Jeg har åbnet den 3. pakke fra søde, søde Louise. Jeg tror jeg har sagt det før, men jeg gør det lige en gang til for prins Knud - Louise er den bedste nisse, jeg kunne ønske mig.
Hun har ramt plet med de første to pakker, så jeg har været enormt spændt på denne uges pakke. Specielt fordi jeg har haft den fjerneste anelse, ud fra formen på pakken. Jeg har ellers kigget på den mange gange, for at se om jeg kunne gætte det. Men lige lidt har det hjulpet.

Pakken er blevet åbnet, og endnu en gang har Louise gjort det helt fantastisk!


Som de forrige to søndage, har Louise forkælet mig med chokoladekugler og jule-mænd, julete og to portioner til at lave varm jule-kakao af. Tusind tak, søde Louise. Og så har hun endnu engang ramt mit nørd-hjerte. Jeg har fået Spiderman-servietter De er virkelig fede. Mit nørd-hjerte er så glad, at jeg har lyst til at hoppe op og ned. Tak for gaven!

Jeg har som sagt fået mine gaver af Louise, og jeg glæder mig til at se hvad hun har fået denne søndag af hendes nisse.

I år har jeg været så heldig, at skulle give gaver til Jeanette. Hun har lagt et billede på Instagram af hendes gave fra i dag, hvor jeg bestemt synes det lyder som om, hun er glad for dagens gave. Men derfor glæder jeg mig stadig til at læse hendes mening om den på hendes blog.

Jeg håber alle andre deltagere i #BloggerAdvent, har fået lige så gode gaver, som giver lige så meget glæde som mine.
Her er en liste over årets deltagere i #BloggerAdvent


10. december 2017

2. søndag i #BloggerAdvent



Nu har kalenderen ramt søndag den 10. december, og det er også anden søndag i advent. Jeg har derfor åbnet gave nr. 2 fra min skønne nisse, Louise. Jeg har været så spændt på, hvad hun havde fundet på, lige siden jeg åbnede gaven i sidste søndag. Jeg har været spændt på, om hun kunne ramme lige så meget plet, som i sidste uge.

Og det må jeg sige, hun har gjort igen. Hun er simpelthen vildt god til at ramme plet.


I dag fik jeg to par hyggesokker, en lille pose med chokolade, to sæt til varm jule-kakao og en pose med julete igen. Jeg elsker hyggesokker. Og jeg har faktisk lige her i de sidste par uger, smidt en del af dem jeg havde ud, fordi der var kommet hul i. Så jeg tænkte faktisk i går, da jeg smed endnu et par i skraldespanden, at jeg måtte få fat i nogle nye. Så det kunne ikke blive mere perfekt end dette. Kæmpe tak for det, Louise. Og selvfølgelig også tak for de andre småting. Det er simpelthen så fantastisk, at jeg nu kan hygge mig resten af min søndag.


3. december 2017

1. søndag i #BloggerAdvent



Kalenderen siger 3. december og første søndag i advent. Og jeg har faktisk glædet mig til i dag. For lidt mere end en uge siden, hentede jeg pakken fra Louise på posthuset. Det var nogle halvstore pakker hun havde fundet, så jeg har været enormt spændt på, at se hvad der var i dem. 

I dag kunne jeg endeligt åbne den første. Og det må jeg give Louise, hun har ramt plet. 
Jeg nåede kun at få papiret af, og så kunne jeg se igennem bobleplasten hvad hun havde fået på. Jeg har ingen stemme i dag, men jeg fik alligevel 'skreget' så højt af begejstring, at kæresten der var i bad spurgte hvad der skete. 



Louise har givet mig et Spiderman krus (hvordan kunne du dog vide, at jeg manglede sådan en, søde?) og lidt godter jeg kan drikke af mit nye krus. En lille pakke med ingredienser til 2 krus varm jule-kakao, en pakke med jule-te og en lille pakke med små chokolader.

Det er den mest perfekte gave, jeg kunne få i dag. Varme drikke til min manglende stemme, og det fedeste krus til at drikke det af. Og chokolade kan man jo altid spise her i juletiden. Kæmpe stort tak, søde Louise. Jeg er spændt på, hvad de andre 3 pakker indeholder nu, hvor Louise har bevist at hun kender mig ret godt.


4. november 2017

#BloggerAdvent 2017 - Præsentation


I oktober så jeg godt, at Jeanette åbnede for tilmelding til årets adventskalender for bloggere - #BloggerAdvent. Jeg har får et par år tilbage været med, og det var simpelthen så hyggeligt. Jeg ville gerne være med, men med min eksamen, nye kollegaer og en masse andet synes jeg desværre ikke helt at mit overskud var til, også at deltage i dette.

Men da Jeanette skulle trække lod, fik jeg en sød besked fra hende, om ikke jeg kunne tænke mig at være med. Jeg startede med at sige nej, men hun blev ved med at spørge og overbevise mig om, at det var jeg nødt til. Så jeg endte med at sige ja, og jeg er glad nok for det.

Jeg skal sende pakker til Jeanette, og er spændt på om jeg kan ramme noget, der falder lige i hendes smag. Jeg modtager pakker fra Louise, og jeg er sikker på, at hun finder noget jeg bliver glad for. Jeg er glad for begge lodtrækninger.

Lidt hurtige facts om mig:

- Mit navn er Louise og jeg er 25 år
- Jeg bor i en lille bitte landsby i Jylland sammen med min kæreste og min kat
- Jeg arbejder fuldtid på et kontor (et kundecenter) og læser en akademiuddannelse ved siden af
- Elsker alt der rimer på hygge
- Og alligevel er jeg ikke fan af julen
- I mine øjne varer julen alt for længe, fordi der pyntes op i oktober
- Derudover er der tit sket dårlige ting i min familie i julen, så jeg vil gerne bare have julen overstået
- Nisser er heller ikke rigtig min ting, selvom min mor og min kæreste ihærdigt forsøger at overtale mig
- Til gengæld elsker jeg levende lys, dekorationer og hyggelige timer med min familie
- Det hører sig til i december, at putte på sofaen med varm kakao en film eller en bog
- Jeg er ikke voksen nok til at drikke kaffe (Det er i hvert fald sådan jeg altid siger, når folk undrer sig over, at jeg ikke drikker det)
- Har sammen med min mor, skabt en tradition om at lave juleguf hvert år
- Jeg elsker Johnny Depp og Spiderman
- Personlige gaver er mere værd for mig, end dyre gaver
- Håndskrevne julekort (og breve) er altid et hit hos mig
- Jeg er glad for at Jeanette overtalte mig til, at deltage i #BloggerAdvent
- Afstressning for mig er at være kreativ
- Der skal ikke særlig meget til før, at jeg bliver glad
- Jeg glæder mig til at følge med i #BloggerAdvent hos alle deltager