I 2014 fik jeg konstateret PCOS - hvilket står for Poly Cystisk Ovarie Syndrom. Det er en sygdom, som skyldes en hormonel ubalance i kroppen (du kan læse mere om selve sygdommen her - eller ved at google det). Siden jeg fik diagnosen stillet har jeg skulle forholde mig til alle de følgevirkninger/bivirkninger/symptomer - eller hvad man ønsker at kalde det.
Sygdommen rammer så vidt jeg har forstået forskelligt fra kvinde til kvinde, og symptomerne er derfor forskellige. For mig handler det om at jeg skal leve med kraftig maskulin hårvækst, humørsvigninger, manglende mæthedsfornemmelse, sukkertrang, overvægt, træthed, uregelmæssig menstruation og øget risiko for diabetes. Det er meget at skulle forholde mig til - især på de dage hvor mit humør er i bund.
For tiden gør sygdommen mig helt afsindigt træt. Jeg vil helst blive i sengen om morgenen, og gerne gå i den, lige så snart jeg kommer hjem igen. Jeg står i mod, men det er begrænset hvor meget jeg får præsteret, med mindre jeg presser mig selv. Jeg er træt af at have det sådan.
Jeg har som sådan ikke det helt store problem med, at være overvægtig. Ja, jeg ved godt at jeg vejer mere end jeg burde. Men jeg er som sådan ikke usund i kroppen, og jeg synes ikke selv at jeg er grim i min størrelse. Det der dog tricker mig er, at jeg altid bliver bedømt på min overvægt. Jeg har i forvejen ikke meget tillid til læger, fordi jeg har en tendens til at være uheldig i forhold til at føle, jeg bliver taget alvorligt. At de så altid bruger min overvægt som forklaring til problemerne gør det ikke bedre. Derfor arbejder jeg på at tabe mig, fordi det ikke længere skal være det første folk (og her tænker jeg specielt på lægerne) skal se, når de ser mig.
Manglende mæthedsfornemmelse og sukkertrang er de værste fysiske symptomer for mig. Det er ikke nemt at have sunde spisevaner, når kroppen nærmest skriger efter enten sukkerholdige madvarer eller mere mad.
Det er svært helt at forklare hvordan det føles aldrig at være mæt. Min hjerne er godt klar over, at min mave bliver fyldt med mad, når jeg spiser. Men alligevel føles min mave tom, så jeg nemt kan spise mere endnu. Jeg ved hvornår jeg burde være mæt, i forhold til den mængde mad jeg har spist, og derfor stopper jeg (for det meste) med at spise på det tidspunkt. Sker det (og det gør det ind i mellem) at jeg ikke får stoppet mit madindtag, får jeg spist for meget. Jeg bliver ikke mæt, men jeg får den følelse i kroppen, som jeg tror alle har, når man har spist for meget. Jeg får kvalme og bliver dårlig af det. Så det er virkelig ikke fedt at kæmpe med at jeg aldrig bliver mæt.
For at undgå at jeg spiser, uden jeg tænker over det - fordi det kan ske, når hjernen tror der ikke er mad i maven - tygger jeg rigtig meget tyggegummi. For hvis ikke jeg tygger tyggegummi, når jeg f.eks. er på arbejde, kan jeg snildt køre alverdens ting ned, uden at jeg opdager det.
Den kraftige maskuline hårvækst og uregelmæssige menstruation er klart også fysiske bivirkninger, men de fylder mere for mig psykisk end fysisk.
Selvfølgelig synes jeg ikke at det er fedt at have skæg på hagen, mange tydelige hår på arme og ben og hår på brystet. Men det er et vilkår, som jeg kan leve med. Jeg barberer det, der hvor det generer mig, og ellers kan det meste dækkes til med tøj. Det kan jeg egentlig godt leve med.
Men det fylder i mig psykisk fordi det ofte starter en ubevidst tanke om, at jeg er dårlig til at være kvinde. Det føles som om min krop forræder mig. Ellers som om den ikke helt kan finde ud af, om den skal være kvinde eller mand. Det er virkelig hårdt at tænke sådan, fordi det tærer på mit selvværd og jeg har svært ved at stoppe den tanke om at jeg er dårlig til at være kvinde. Tanken kommer snigende og sætter sig fast. Det kan ske hvis min menstruation udebliver eller kun varer et par enkelte dage i stedet det meste af en uge. Der er nok nogle andre kvinder der misunder at jeg har det sådan, men det er ikke sjovt. Lige netop fordi jeg føler, jeg ikke dur til det samme som dem.
Tanken kan også komme snigende hvis jeg kommer til at lægge mærke til andre kvinders arme (og andre steder jeg har hårvækst). De fleste kvinder har pæne arme uden hår, eller med lyse hår man ikke lægger mærke til. Og så kommer jeg med mine arme med lange mørke hår og ligner jeg ved ikke hvad. Det kan godt gøre mig ked af det og usikker.
I virkeligheden stammer usikkerheden tilbage fra folkeskolen (ja jeg havde også tydelige hår på armene dengang), hvor en af mine klassekammerater (en pige) en dag valgte at måle mine hår og derefter kalde mig en bjørn. Dengang grinte jeg af det, men i dag gør det lidt ondt.
Jeg er træt at have den kamp med mig selv om, at jeg er lige så god kvinde som dem uden PCOS.
Det var lidt forhistorie, som ikke som sådan havde noget at gøre med hvorfor jeg blev inspireret af Jeanettes video. Kæmpe ros herfra, hvis du har læst med så langt. Og så håber jeg også, at du vil læse resten.
Jeg blev inspireret at Jeanettes video, fordi jeg i lang tid har været træt af, at lade sygdommen 'styre' mig og min hverdag. Jeg er træt af, at være træt. Jeg er træt af, aldrig at være mæt. Jeg er træt af, at have humørsvigninger. Jeg er træt af, at have lyst til sukker store dele af tiden. Jeg er træt af, at føle jeg ikke dur til at være kvinde. Jeg er træt af, at være træt af det.
I en lang periode har jeg følt at det var synd for mig, at jeg havde fået trukket diagnosen ned over hovedet. At det var ting jeg ikke kunne kontrollere, fordi det var PCOS'en der styrede det. Og jeg kiggede nok efter, nogen der kom og gav mig en løsning så jeg blev kureret (det kan man ikke, men man må vel gerne håbe alligevel), eller at der fandtes et eller andet quick-fix så det hele blev bedre. Men det sker ikke. Hvis tingene skal ændre sig, er jeg nødt til at gøre noget aktivt. Ellers sker det simpelthen ikke. Det er ikke nogen læges ansvar, at jeg får det bedre i at leve med min sygdom. Det er ikke noget andet menneskes ansvar. Det er mit ansvar. Og der er ingen genveje til at sætte sygdommen i dvale, og mindske symptomerne. Det kræver arbejde, og det bliver hårdt.
Derfor er det på tide, jeg tager skeen i den anden hånd og gør alt hvad jeg kan, for at få kontrol over min situation. Jeg er nødt til at stoppe med at synes det er synd for mig, og at det er andres ansvar at få det til at gå over. Det er mig der skal arbejde, før der sker ændringer i min krop og i mig.
For det første skal jeg have lagt 'offer'-mentaliteten på hylden. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en stor opgave. Det er trods alt mange års vaner og tankebaner, der skal brydes med. Jeg skal nok flere gange tage mig selv i at stoppe tankerne, før de når at vokse sig så store i hjernen, at jeg begynder at tro på dem. Men jeg glæder mig til at arbejde med det.
Derudover skal jeg have lavet nogle ændringer i mit liv. Det er særligt i forhold til kosten, der skal ske nogle ændringer, da det er kosten, der vil være med til at forbedre min 'tilstand' væsentligt. Jeg har købt en kostplan designet specielt til kvinder med PCOS og vil se om ikke, det kan lade sig gøre at leve efter det. Og så forhåbentlig mærke nogle forbedringer.
Planen er at jeg starter med den nye kost på mandag. Jeg er spændt på det og glæder mig til det.
Tanken er at jeg løbende vil opdatere herinde med, om jeg mærker forandringer og hvordan jeg generelt synes det hele går i forhold til dette. Jeg ved ikke helt hvordan det kommer til at ske, men det kommer på en eller anden måde.
Jeg kan mærke, en enorm energi inden i til at få gjort noget ved det her. Energi til at tage ansvar for min udvikling. Jeg vil ikke længere stå stille og være træt af det. Jeg vil ændre det. Det bliver godt.
Tak.
Af hjertet tak, hvis du har læst med helt hertil.