SundhedsSøndag #10

Den 2. januar postede jeg dette billede på min Instagram, hvor jeg samtidig forklarede om det forløb Wifey og jeg havde hos SundtogSjovt i løbet af 2019. 

Dette vil jeg gerne uddybe herinde - hvor jeg har mere plads til fortælle om det.

I slutningen af december 2018 skrev Wifey til SundtogSjovt, for at høre om de havde ledige pladser på deres online forløb. Kort tid efter fik vi svar at der var plads, men de ville gerne ringe os på til en snak om det inden. Vi blev enige om, at de kunne ringe den 30. december.

Da vi havde talt med dem, havde vi allerede startet et seks måneders forløb. Det vil sige vi var blevet tilmeldt, vi svarede på en masse spørgsmål om kost- og motions-vaner og -ønsker, og de ville gå i gang med at lave kost- og træningsplaner til os. Disse modtog vi et par dage senere, i starten af januar, og så gik vi ellers i gang.
Det skal ikke være en hemmelighed, at vi i starten lige skulle tune ind på hinanden. Wifey og jeg skulle lære SundtogSjovt at kende, og de skulle lære os at kende. Så der var lidt opstartsvanskeligheder, men jeg har en hypotese om, at det er meget normalt, når man igangsætter en større ændring af sit liv. Men ved at smide svesken på disken, fandt vi hinanden og en rigtig god måde at arbejde sammen på.

Efter de 6 måneder var gået, blev vi enige med SundtogSjovt om, at vi ønskede at fortsætte i yderligere 3 måneder, for at få presset det sidste ud af forløbet, så vi følte os klar til at stå på egne ben med den nye livsstil.

Det er uden tvivl noget, der har krævet en del omlægning af vores hverdag, vaner og kost. Men vi har ikke på noget tidspunkt fortrudt vores valg. Vi har fået individuelle kostplaner, hvor der er taget højde for de ønsker vi hver især har haft. Både i forhold til resultatet af vores forløb og madvarerne i kostplanerne. Dog er det ikke ensbetydende med at vi står og laver to forskellige retter til hvert eneste måltid. I starten var det blot forskellige mængder af de enkelte madvarer pr. måltid, men det blev i løbet af forløbet til samme mængde for os begge pr. måltid. Nu kører vi udelukkende efter samme kostplan, og det giver fortsat positive resultater for os begge to.

Billederne er blandede måltidsbilleder fra hele forløbet - der er både morgemad, frokost, aftensmad og mellemmåltider. 

Noget af det, jeg virkelig er kommet til at være rigtig glad for i forhold til de kostplaner vi har modtaget, er at alle opskrifter står pr. portion. Det vil sige, at vi selv bestemmer hvor mange måltider og portioner vi laver ad gangen. Ønsker vi kun at lave noget til én dag, så ganger vi en opskrift med 2, ønsker vi at lave til to dage, ganger vi en opskrift med 4. Er en af os alene hjemme en enkelt aften, er det super nemt kun at lave én portion. Det gør det utroligt nemt i hverdagen, både at lave en madplan der passer ind i hvilke andre planer vi har, men også at lave mad til flere dage ad gangen - f.eks. i forhold til madpakkerne. Vi kan godt lide at forberede madpakker til så mange dage som muligt. Så alt efter hvilken mad vi laver til madpakke, kan vi lave op til alle 5 dages madpakker på én gang. Dét er nu altså dejligt, kun at lave madpakke 1 - eller 2 - gange i ugen i stedet for 'hver dag'.

Efter at have været gennem sådan et forløb, har jeg gjort ting jeg aldrig troede jeg ville komme til. Det ved jeg godt, at jeg har sagt før i forbindelse med disse SundhedsSøndag-indlæg, men det skyldes i høj grad, forløbet hos SundtogSjovt.

Af de ting, jeg aldrig troede jeg ville komme til, men som jeg er begyndt på kan nævnes:

• Jeg er begyndt at løbe og jeg har et mål om at kunne løbe en 10 km i løbet af 2020
• Jeg har brug for at bevæge mig på en eller anden måde (næsten) hver dag
• Jeg kan finde på at træne inden arbejde, og jeg gør det efterhånden regelmæssigt et par gange i ugen
• Jeg var begyndt at gå til Tabata, men holder pt. pause fra det fordi det ikke længere er helt så sjovt

Men udover at jeg begyndt at gøre ting, jeg aldrig troede ville komme til at ske, er der også sket andre ændringer. Og jeg er stolt af hver eneste en af dem.

Jeg har tabt mig - både kilo og cm
Tallet på vægten faldt under forløbet. Der røg 5,8 kg af i løbet af de 9 måneder, vi var hos SundtogSjovt. 5,8 kg lyder umiddelbart ikke af meget i forhold til, at jeg har brugt 9 måneder på det. Men med de 5,8 kg er mit totale vægttab på 20,2 kg. Og jeg har det så fint med, at det ikke går for hurtigt. Jeg føler, at jeg kan følge med - og jeg har det godt med hvordan min krop ser ud.
Men nu er det ikke tallet på vægten, der er det eneste, der kan fortælle om det er gået godt eller skidt. Vi målte undervejs omkredsen på, lår, mave, talje, bryst og overarm. Gennem forløbets 9 måneder forsvandt der 43,5 cm fordelt på de 5 steder på min krop. Så jeg synes i den grad at min krop er blevet ombygget gennem forløbet. Og jeg kan også mærke det på mit tøj, hvor jeg faktisk er gået 2 størrelser ned.

Note: Efter forløbet er sluttet, holder vi os stadig til det vi har fået gennem forløbet, og der er derfor røget yderligere kg og cm af.

Jeg har fået et større overskud
At spise bedre og dyrke mere (eller i hvert fald mere struktureret) motion, har uden tvivl ændret mit mentale overskud. Det er simpelthen en skøn bonus, for det er det overskud, der gør at jeg har lyst til at stå lidt tidligere op, så jeg kan få trænet, inden jeg tager på arbejde. Det er det overskud, der gør at jeg er mere glad og smiler mere. Det er det overskud, der gør at jeg sammen med Wifey deltager i løbe-arrangementer og nyder det. Det er det overskud, der gør at jeg får læst mere. Det er det overskud, der gør at jeg er mere nærværende.

Jeg føler mig berettiget til at være i motionscentret
Da jeg meldte mig ind i det lokale motionscenter og jeg begyndte at træne der, følte jeg ikke rigtig at jeg kunne tillade mig at bruge maskinerne for længe ad gangen, at jeg ikke kunne tillade mig at tage en måtte og lave øvelser på den. At have det sådan, gør det ikke altid nemt at træne optimalt.
Men fordi jeg har opnået nogle rigtigt gode resultater via dette forløb, har jeg også rykket mig mentalt. Jeg har indset at jeg betaler lige så meget som de andre, for at bruge motionscenteret, så jeg må også gerne være der, jeg må bruge maskinerne som jeg har behov for og lyst til, jeg må gerne lave hula-hop og Tabata-øvelser på måtten.

Jeg har fået styr på mine spise- og madvaner
Forløbet har åbnet mine øjne for hvor lidt jeg faktisk havde styr på det med at spise, og hvor mange uhensigtsmæssige mønstre jeg havde før. Derfor er der også kommet (mere) styr på det. Jeg spiser nu 6 måltider om dagen - de tre hovedmåltider og tre mellemmåltider. Førhen kunne jeg godt springe morgenmaden over, fordi jeg i mange år ikke havde spist morgenmad og derfor bildte mig selv ind, at jeg ikke var sulten om morgenen og at jeg faktisk ikke kunne spise noget før der var gået 4 timer efter jeg stod op.
Jeg vil ikke lyve - det var lidt svært at vænne mig til at spise på nogle (mere eller mindre) faste tidspunkter, for at kunne nå de 6 måltider om dagen. Men jo mere jeg øvede mig, jo nemmere blev det. Og nu er det blevet en vane. En typisk dag indeholder nu følgende måltider:

• Morgenmad - de fleste dage er det havregryn med mælk, proteinpulver og mandler
• Mellemmåltid 1 - en skive rugbrød, hytteost, agurk, gulerod og mandler
• Frokost - ris, edamame bønner og kyllingkebab
• Mellemmåltid 2 - en eller anden form for bar (f.eks. BareBells)
• Aftensmad - afhænger af madplanen
• Mellemmåltid 3 - et bæger yoghurt og lidt chokolade

At vi har været gennem et forløb, hvor vi virkelig har fået ændret vores vaner og livsstil, gør ikke at vi er hellige helse-'freaks', der udelukkende lever af grønt og mandler. Vi har fået nogle gode vaner, som gør at vi har det godt. Så selvom vi spiser ud fra det vi har lært af SundtogSjovt, er der stadig plads til at vi tager ud og spiser, lidt fredagsslik, ture i biografen med alt hvad den kan trække og alt mulig andet lækkert. For som vi har lært - og som vi ofte siger til hinanden:

 det handler ikke om, hvad vi spiser mellem jul og nytår 

- det handler om hvad vi spiser mellem nytår og jul.

Mit biograf-år 2019

Januar

Februar

Marts

April

Maj

Juni

Juli

August

Oktober

November

Jeg er her stadig

Jeg erkender, at der har været meget stille herinde de sidste måneder. Jeg synes, der har været så meget at se til, at jeg slet ikke har haft tiden og overskuddet til at få lavet noget herinde. Jeg har nogle Sims- og SundhedsSøndags-indlæg jeg har arbejdet på løbende, men er ikke tilfreds med indholdet endnu, så derfor er de ikke kommet ud.

Udover at have arbejdet lidt på nogle indlæg, som jeg ikke har udgivet endnu, har jeg tænkt rigtig meget på bloggen og det jeg sådan bruger den til.
Noget af det jeg har tænkt meget på er bog- og film-anmeldelserne jeg tidligere har forsøgt mig med. Det er længe siden jeg har lavet nogle af delene. Det skyldes mest at jeg ikke har følt mig berettiget til at lave anmeldelser. Jeg har ikke en uddannelse der gør at jeg er klog på nogle af delene. Jeg bruger bare rigtig meget tid på at læse og se film, og kan godt lide at dele min mening med andre. Så derfor har jeg tænkt mig at lave disse to koncepter om her på bloggen. Så fremover vil der ikke komme flere bog- og film-anmeldelser. I stedet vil jeg kalde det Læseoplevelser og Filmoplevelser. På den måde føler jeg, at jeg har mere ret til at skrive, det jeg gør. Jeg synes de 'overskrifter' giver mere udtryk for at det er min personlige mening, om hvordan jeg synes en bog eller film har været.

Der er ikke så meget der ændrer sig i forhold til indholdet i mine indlæg om læse- og filmoplevelser, når jeg nu kalder det oplevelser i stedet for anmeldelser. Jeg vil stadig liste nogle facts om bogen/filmen, give den stjerner og fortælle hvad jeg synes.
Der går ikke lang tid inden der kommer et indlæg af denne type - det tør jeg godt love.

Og så skal jeg nok komme mere på banen herinde igen, sådan helt generelt.

Mit biograf-år 2018

Declutter Challenge

For noget tid siden, så jeg et af Louises opslag på Facebook. Det handlede om at samle på ting og få ryddet ud. En af kommentarerne til dette opslag kom fra Jeanette, og hun nævnte en Declutter Challenge, som handler om at få ryddet op og smidt ud. 

Jeanette skrev at man kunne google Declutter Challenge, og finde en masse billeder, for at finde en udfordring man ville bruge.

Jeg blev inspireret, så jeg lavede ret hurtigt en google-søgning og fandt en masse forskellige challenges. 

Da jeg ikke synes, jeg kunne finde en challenge som passede 100% på os, valgte jeg i stedet at finde nogle forskellige challenges, for så at sammensætte det bedste daglige opgaver til vores egen Challenge. 

Dette er resultatet. Jeg glæder mig til at komme i gang, og få ryddet op i de ting vi (og her er det nok primært mig, der har været samleren) har fået samlet sammen. Jeg er sikker på, at vi finder frem til masse ting vi har liggende, men som aldrig bliver brugt og derfor lige så godt kan komme videre. 

Vi har tænkt os at bruge januar på at declutter/rydde ud - men vi starter altså først i morgen. I dag holder vi i den grad hviledag. Det betyder benene op i sofaen og bare hygge, og lækker mad.

Julekalender på bloggen

I dag er det den 26. december, hvilket betyder at julekalenderen stoppede med at tælle for 2 dage siden.

Mit mål med julekalenderen var, at finde ud af om jeg kunne tage julen og julestemningen lidt mere til mig, ved at undersøge et julerelateret emne hver dag, ind til juleaften. Er det så lykkedes?

Ja. Jeg har været en hel del mere i julestemning, end jeg tidligere har været. Jeg hjalp Wifey med at pynte op til jul i år. Jeg foreslog endda at rykke planterne i vinduet sammen, for at vi kunne lave et nisse-landskab med alle Wifeys Klarborg nisser. Jeg har smilet, når jeg har kigget på alle vores nisser.

Derudover synes jeg det er sjovt at vide ting. F.eks. snakkede vi om juletræet en dag, og så kunne jeg lige fortælle lidt om hvorfor nogle sætter en stjerne øverst, mens andre sætter en engel.
Jeg synes julen og traditionerne giver mere mening for mig, når jeg kender lidt mere baggrundshistorie end bare: "det er sådan vi altid har holdt jul".

Og jeg er sikker på, at min nyvundne julestemning holder ved, sådan at jeg også er glad for julen næste år.

Julekalender på bloggen

Kalenderen siger at det er 1. december i morgen. Det betyder at nu er det juletid. Jeg ved godt, at det ikke er alle der har det sådan. Der er mange der allerede har taget hul på julen før. Og vi gør det også lidt, fordi vi i lørdags fik lavet juleguf og dekorationer. Men jeg føler først at julen for alvor starter nu. Det vil sige, at der kommer julepynt op herhjemme, og der må blive spillet julemusik. Jeg er meget streng hvad julen angår.

Jeg har i mange år haft det stramt med jul. Dels fordi der i mange år, skete dårlige ting i familien i juletiden, som gjorde at jeg var ked af det. Og dels fordi at julen efterhånden allerede starter i oktober. Det kan jeg slet ikke arbejde med. Men jeg har tænkt mig at give julen et helt ærligt forsøg i år. Det vil sige, at jeg er åben overfor juletingene, og at jeg har en positiv tilgang til det. 

For virkelig at gøre et forsøg på, at tage julen til mig, har jeg tænkt mig at lave en julekalender her på bloggen. Jeg vil undersøge et julerelateret emne, hver dag frem til og med den 24. december, og skrive lidt om hvad historien bag emnet er og hvad mit eget forhold er til det. F.eks. er et af emnerne Julemanden. Så vil jeg undersøge hvad hans historie er, og så vil jeg skrive lidt om, hvordan jeg har det med ham. Mit håb er, at jeg ved at undersøge traditionerne og baggrunden for at vi gør, som vi gør i julen, vil få mig til at sætte pris på det, og rent faktisk nyde den tid på året.

Jeg ser frem til at gå i gang med det, for jeg håber at det kan ændre min holdning til jul, så jeg ender med at være lige så begejstret for juletid som Mutti, Wifey og sød veninde-kollega, der alle 3 i flere år ihærdigt har forsøgt at få mig over på jule-siden. Måske det lykkedes i år? 

Uanset hvad ser jeg frem til at finde ud af, om jeg er blevet glad for julen når vi når den 24. december.

Nu uden galdeblære...

Det er efterhånden noget tid siden, jeg har været aktiv herinde. Det skyldes godt og kort, at jeg har været indlagt på grund af galdestensanfald. Af samme årsag er jeg nu en galdeblære fattigere.

Torsdag d. 8. november
Jeg vågnede med ondt i maven, men tænkte at det nok skulle gå over i løbet af dagen. Så jeg kæmpede min morgenmad i mig, og så tog jeg afsted på arbejde. Jeg nåede dog at få fortalt Wifey at jeg havde lidt ondt i maven, så jeg fik et "Du går hjem, hvis det bliver værre" med på vej ud af døren.
Da jeg kom på arbejde, kunne jeg ikke være i mig selv af smerter, så efter maks 20 minutter skrev jeg en mail til min leder, og så vendte jeg snuden hjem igen.
Jeg var sikker på, at jeg var blevet ramt af den influenza, der var i omløb, så på vej hjem købte jeg en cocio og nogle bløde boller. Resten af dagen foregik på sofaen, hvor jeg drak cocio, spiste boller, så tv og halvsov.

Fredag d. 9. november
Der var næsten ingen smerter fra morgen, det var i hvert fald ikke noget jeg mærkede synderligt. Men jeg valgte at blive hjemme, fordi min energi var helt i bund. Så det blev endnu en dag på sofaen med cocio og boller.
Ved 15-tiden fik jeg virkelig ondt i min mave. Og smerterne tog til i løbet af en halv time, så jeg endte med at vandre hvileløst rundt med tårer trillende ned af kinderne. Jeg endte med at ringe til Wifey og høre hvornår hun ville være hjemme, fordi jeg havde så ondt. Heldigvis var hun lige om hjørnet, så hun var hurtigt ved mig. Hun fik mig overtalt til at ringe til lægen, da vi blev enige om at det nok ikke bare var influenza. Så jeg fik ringet til lægehusets akut-nummer, og jeg fik lov til at blive tilset lige inden lukketid. Efter at være blevet udspurgt og trykket på maven, samt få målt værdier, gik jeg hjem med nogle piller og beskeden om, at det skyldtes for meget mavesyre i mavesækken. Smerterne var stadig til stede med aftagende. Da vi gik i seng, var der stadig ro på mig.

Lørdag d. 10. november
Da vi stod op havde jeg det okay. Der var stort set ingen smerter, hvilket kun kunne betyde, at pillerne mod mavesyre havde haft god effekt. Så jeg spiste en lille portion yoghurt til morgenmad, og jeg havde det godt. Wifey og jeg skulle til Esbjerg og se "Kærlighed ved første hik - Musical", og jeg var lettet over at jeg ikke havde ondt længere, så vi kunne komme afsted. Vi havde det super hyggeligt og vi nød virkelig musicalen. Planen var egentlig at spise i Esbjerg efterfølgende, men vi blev enige om, at vi hellere ville tage mad med hjem - i tilfælde af, jeg fik det skidt igen.
På vej ned til bilen, kunne jeg mærke maven begynde at rumstere. Enten var det fordi der igen var blevet fyldt op med mavesyre, eller også var det fordi jeg var ved, at blive sulten. Jeg håbede på det bedste.
Vi kørte til McDonalds og inden længe var vi på vej hjem. Uroen i maven var tiltagende, men jeg håbede på det bedste. Da vi kom hjem, satte vi os til at spise. Men det blev ikke til mere end halvanden cheeseburger, for jeg kunne ikke sidde stille. Det var ikke længere kun uro i maven, men voldsomme smerter. Jeg kunne ikke være i mig selv af smerter. Jeg græd, jeg var vred og frustreret. Jeg endte med at ringe til vagtlægen, som gav mig en time senere. Derefter ringede jeg til min mor, så hun kunne tage med og hjælpe os med at finde lægevagten. Aldrig har turen til Esbjerg føltes så lang. Jeg kunne ikke holde ud af sidde stille i bilen. Jeg kunne ikke holde ud at have sele på. Jeg kunne kort sagt ikke holde ud at være i det.
Heldigvis kom jeg ind til vagtlægen til tiden, så jeg brugte ikke lang tid i venteværelset. Lægen stillede nogle få spørgsmål, og mærkede mig på maven. Han mente bestemt ikke der var tale om for meget mavesyre, men der i mod galdestensanfald. Så han gav mig nogle smertestillende med hjem, og så skulle jeg fortsætte med mavesyre-pillerne, fordi det han gav mig kunne være hårdt for mavesækken. Derudover anbefalede han, at jeg skulle besøge min egen læge mandag. Så det var planen. Tage smertestillende indtil mandag, og så få en akut-tid hos egen læge, så jeg kunne blive fixet.
Jeg tog den første smertestillende inden vi kørte fra Esbjerg, så den kunne virke på vej hjem. Det var også en lang køretur hjem, hvor vi gjorde to stop, fordi jeg havde brug for at komme ud af bilen. Den ene gang på grund af vanvittig kvalme, der opstod ud af det blå. I det jeg trådte ind af døren herhjemme, kom opkastet. Min mave blev komplet tømt, men den fortsatte med at gøre ondt. Da jeg havde set den smertestillede komme retur, tog jeg en nu, og jeg fik endelig lidt ro. Det betød at jeg fik sovet.

Søndag den 11. november
Roen varede dog ikke ved, for da jeg stod op hen af søndag formiddag, havde jeg igen smerter. Jeg fik en enkelt bolle eller to, mere kunne jeg ikke overskue at skulle spise, fordi det gjorde så ondt. Jeg kæmpede med smerterne. Jeg græd. Jeg vandrede rundt. Jeg satte mig på gulvet. Lagde mig på sengen. Jeg var sur. Jeg prøvede alt, men intet hjalp. Først på eftermiddagen kastede jeg op endnu en gang, hvorefter jeg tog en smertestillende. Så blev smerterne så svage, at jeg kunne få ro, og jeg faldt i søvn. Efter et par times god søvn vågnede jeg igen, og smerterne var fortsat svage. Jeg fik hygget lidt med Wifey, og vi var optimistiske i forhold til natten, så jeg kunne klare mig til mandag. Vi fik spist aftensmad, og jeg var glad. Men glæden varede ikke længe, for kort efter aftensmaden kom smerterne tilbage. Og endnu engang var jeg overalt, fordi det ikke var til at holde ud. Det smertestillende virkede ikke godt nok til, at jeg kunne ro til at sove. Så kl. 23. ringede jeg endnu engang til vagtlægen. Jeg var desperat og ville bare have smerterne til at gå væk. Vagtlægen kunne ikke gøre mere uden, at tilse mig, så jeg fik en tid kl. 01.10. Jeg synes det var to lange timer, fordi jeg ventede i smerte. I mellemtiden fik jeg endnu en gang kastet op.
Denne vagtlæge var heller ikke i tvivl om at mine smerte skyldtes galdestensanfald. Han sagde endda at mine symptomer var klassiske for galdestensanfald. Han kunne ikke gøre andet, end at give mig noget andet smertestillende. Jeg skulle henvende mig ved egen læge og bede om, at blive henvist til en ultralydsscanning af maven, samt have taget nogle blodprøver. Jeg fortalte ham om at jeg var begyndt at kaste op, så jeg fik smertestillende med hjem i stikpilleform. Det var grænseoverskridende, men jeg var virkelig desperat. Da vi var hjemme i vores seng igen, var jeg så udmattet af smerter, at jeg heldigvis fandt ro ved hjælp af det nye smertestillende.

Mandag den 12. november
Det første jeg gjorde fra morgenstunden, var at tage en stikpille for at komme smerterne i forkøbet. Så fik jeg ringet og bestilt en tid ved lægen. Det skulle jeg heldigvis ikke vente for længe på. Jeg blev overtalt til at spise noget morgenmad, så jeg tog en enkelt bolle. Jeg havde det egentlig okay, smerterne var nærmest ikke eksisterende, så jeg kunne være i det. Da vi kom hen til lægen, blev jeg endnu en gang mærket på maven og stillet nogle spørgsmål. Min egen læge var enig med de to vagtlæger, så hun bestilte en ultralydsscanning, som jeg skulle afvente. Hun tog min temperatur og noterede at jeg havde feber (hvilket var første gang, den var målt til feber). Efter at have fået taget blodprøver, blev jeg sendt hjem med beskeden om at afvente indkaldelse fra sygehuset, samt ringe igen tirsdag for at få svar på blodprøverne. Mavesyre-pillerne skulle jeg ikke fortsætte med.
Resten af mandagen gik med smerter og hvile. Dog nåede jeg at få bestilt flere stikpiller, så vi var også en tur i Esbjerg for at hente dem på apoteket.
Da vi nåede til aftensmads-tid havde jeg stort set ingen appetit. Jeg spiste lidt, men det fik smerterne til at eskalere endnu engang. Efter så mange dage med så voldsomme smerter, var jeg egentlig blevet lidt vant til dem. Så jeg gjorde det samme som alle de andre dage, og på den måde fik jeg kørt mig selv så træt, at jeg kunne falde i søvn.

Tirsdag den 13. november
Igen startede jeg dagen ud med en stikpille, for at kommer smerterne i forkøbet. Så ringede jeg til lægen, for at få svar på mine blodprøver. Min egen læge var på kursus, så jeg fik lov til at tale med reservelægen i huset. Hans reaktion da han (som jeg forestiller mig det) åbnede svaret, gjorde mig mildest talt bange. Han udbrød "Hold da op, dine lever- og galdetal er meget høje", og han lød så overrasket, at jeg var lige ved at bryde sammen. Han ville ikke lade mig vente på, en indkaldelse til ultralydsscanning, så han ville lige ringe ind til sygehuset og høre om de ville tage mig samme dag, og efterfølgende ringe tilbage. Der gik ikke mere end et par minutter, og så ringede han. De stod klar i modtagelsen til mig. Da Wifey var taget i skole, havde jeg ikke rigtig mulighed for at komme til Esbjerg (jeg turde ærligt ikke selv køre). Han lovede derfor at bestille en transport til mig, og var den ikke kommet i løbet af et par timer, så skulle jeg endelig bare ringe igen.
Jeg besluttede at tage et hurtigt brusebad, så jeg følte mig bare lidt mere frisk. Jeg valgt ikke at spise noget, fordi jeg egentlig havde det okay, på det tidspunkt. Jeg fik givet besked til dem, der skulle have besked og så ventede jeg ellers bare på transporten.
Efter ca. 35 minutter bankede det på døren. Ude foran stod 3 ambulancereddere med en båre. Jeg fik låst af, og så blev jeg ellersbedt om at lægge mig på båren og så gik turen til Esbjerg. Flere tryk på maven og flere spørgsmål, samt et mislykket forsøg på at lægge en nål i min hånd senere ankom vi til akutmodtagelsen. Lige inden ankomst fik jeg at vide, at jeg max ville være i akutmodtagelsen i 24 timer. Enten ville jeg være overleveret til en anden afdeling, eller også ville jeg komme hjem.
Da jeg kom ind på "min" stue mødte jeg den sødeste sygeplejerske, som fik overleveret de info ambulanceredderne havde samlet. Hun havde selv yderligere spørgsmål. Jeg fik et navnearmbånd og hospitals-outfit på, og så skulle jeg ellers vente på en læge.
Jeg havde ingen tidsfornemmelse mens jeg lå der, så om der gik en halv time eller 4 timer, ved jeg virkelig ikke. Men lægen kom, og oplyste at hun havde bestilt en ultralydsscanning, så de kunne se hvad status var i forhold til min galdeblære, og efter det ville de fjerne den, fordi det nok med stor sandsynlighed var den der var synderen. Så jeg skulle fortsat faste (som jeg havde gjort siden jeg stod op). Der blev taget blodprøver. Der blev målt EKG. Der blev målt blodtryk og puls. Der blev lagt en nål i hånden, så jeg kunne få drop, og jeg kom på 2 forskellige antibiotika. Jeg blev hele tiden forsikret om, at hvis jeg fik ondt, skulle jeg endelig bare sige til, for så ville jeg få noget smertestilledende - noget der virkede her-og-nu. Men det gik okay hele dagen. Smerterne var til at holde ud, så jeg ville "gemme" det smertestillende til hvis/når det blev værre.
Mutti, mine brødre og Wifey nåede at komme og besøge mig inden jeg fik foretaget en ultralydsscanning af maven. Men jeg blev scannet, og det jeg fik med fra den scanning, var at der var tale om store sten i min galdeblære, så den læge der scannede mente ikke det var årsagen. Så da jeg kom tilbage på stuen, kunne jeg ikke gøre andet end at vente.
Da kl. blev omkring 17.00, kom der en læge ind og fortalte at de ikke bare lige ville fjerne min galdeblære. De ville gerne have tjekket om der sad en sten i klemme i de dybe galdegange via en MR-scanning og kontrastvæske først. Så jeg fik lov til at spise indtil midnat, fordi det tidligst kunne foretages onsdag.
Jeg sagde ja tak til aftensmad. Da jeg havde spist gik der maks en time, så begyndte smerterne at komme snigende. Så jeg bad om smertestillende. Det havde dog ingen effekt. Så efter noget tid ringede jeg endnu engang efter sygeplejersken, og noget mere smertestillende. Jeg fik det samme, dog en lidt større dosis, for det skulle være det, der virkede bedst mod sten-smerter. Det havde dog ingen effekt, så jeg kunne ikke finde ro i noget før efter kl. 4.30 om natten, hvor smerterne begyndte at aftage.

Onsdag den 14. november
Jeg blev vækket af endnu en omgang blodprøver, blodtryks- og pulsmålinger. Jeg faldt i søvn igen, og blev vækket af endnu en ny læge. Denne læge gav mig beskeden om, at jeg i stedet for MR skulle CT-scannes, og så ville man højst sandsynligt fjerne galdeblæren, så endnu engang skulle jeg fortsætte fasten. Men jeg blev forsikret at CT-scanningen var bestilt, så de forhåbentlig kunne nå at overstå begge dele samme dag.
Dagen gik derfor med at vente. Få foretaget blodtryks- og pulsmålinger et par gange. Få salt/sukker-vand i drop. Få 2 slags antibiotika 3 gange. Se tv. Sove. Og have besøg. Da jeg havde ventet i 10 timer (det vil sige, da klokken var omkring 19) blev jeg hentet over til CT-scanning. Der var desværre sket en fejl, så jeg havde stået på en forkert liste ovre ved scannings-afdelingen, og de var derfor ikke klar over, at jeg skulle hentes. De troede at jeg selv dukkede op i løbet af dagen. Da scanningen var gennemført, skulle jeg afvente en læge i forhold til om jeg fortsat skulle faste.
Lægen (igen en ny) kom omkring kl. 23.30 og sagde at ud fra CT-scanningen ville de lave en kikkertundersøgelse og fjerne eventuelle sten i galdegangene, frem for at fjerne galdeblæren. Dog var hun ikke helt sikker, så hun ville vende det med sine kolleger på næste dags morgenkonference. For at kunne agere hurtigt, måtte jeg ikke få noget at spise, men jeg måtte drikke noget frem til kl. 01. Så jeg fik bestilt et glas saft, og så fik jeg ellers sovet.

Torsdag den 15. november
Igen blev jeg vækket af blodprøver, samt blodtrykt- og pulsmålinger. Kort efter kom lægen (hende fra aftenen før) og sagde, at de havde snakket om det og var blevet enige om at galdeblæren skulle fjernes, og så ville de samtidig fylde mine galdegange med kontrastvæske og tage nogle billeder for at se, om der sad sten i klemme de skulle fjerne. De forventede ville blive i løbet af dagen.
Der kom en sygeplejerske ind til mig kl. 10.30 og sagde at jeg kunne få lov til at få noget at drikke, frem til kl. 11.00. Det var ikke meget, men jeg tog i mod det med kyshånd. Jeg havde fundet ud af, at jeg generede mig ikke at drikke, så fasten var til at holde ud fordi jeg var smertefri. Men man bliver enormt tør i munden, når man ikke få noget at drikke, så jeg drak så meget jeg kunne, lige så snart jeg havde chancen.
Ved ikke at drikke noget efter kl. 11.00 var det muligt at komme op til operation efter kl. 13, hvis der blev ledigt. Jeg fik badet og målt op til støttestrømper, så jeg var klar.
Igen kom Mutti, mine brødre og Wifey for at besøge mig. Mine bedsteforældre kom også og kiggede til mig. Jeg aner ikke hvor længe de var der (tidsfornemmelsen var helt væk under min indlæggelse), men jeg endte med at falde i søvn, og så tog de afsted for at få aftensmad.
Omkring kl. 17.30 kom der en kirurg ind til mig, og fortalte at hun skulle foretage min operation. Jeg stod på listen som den næste, så der ville gå ca. en time. Forudsat der ikke kom noget mere akut og livstruende. Jeg blev enormt glad, for det virkede til at der var lys for enden af tunnellen. Wifey og Mutti kom igen, da de havde spist. De ville vente sammen med mig frem til jeg kom op på operationsgangen. Der kom en narkoselæge ind, som forklarede mig hvad hendes opgave ville være under operationen, og så stillede hun nogle spørgsmål. Nu var der virkelig lys for enden af tunnellen. Der gik dog nok en halv time (det er mit bedste bud, ud fra min manglende tidsfornemmelse) også kom kirurgen ind og sagde at det, desværre ikke blev min tur i dag alligevel, da der var meget travlt og det var væltet ind med mere akutte situationer. Hun beklagede og sagde jeg selvfølgelig stadig havde min plads i køen, og de håbede at jeg kunne blive en af de første dagen efter. Det betød, at jeg måtte spise frem til midnat. Både Wifey og Mutti spurgte hende om de kunne love, at smertedække mig, hvis jeg ville spise noget. Hun ville se hvad de kunne gøre.
Da sygeplejersken kom ind og spurgte hvad jeg ville spise, viste hun hvad de kunne tilbyde af smertestillende. Det mindede alt for meget om det jeg havde fået tirsdag, som ikke havde været nok, så jeg takkede nej til mad. Jeg kunne simpelthen ikke lide tanken om at spise, for at få afsindigt ondt og ingen ro i løbet af natten. Men jeg bad om en masse saft. Wifey og Mutti tog hjem.
Sygeplejersken kom og sagde at de ville melde mig op til afdelingen, fordi det kunne blive et længere forløb, når nu operationen var udskudt til næste morgen. Det vil sige, at efter 2,5 døgn (60 timer) efter jeg ankom på akutmodtagelsen, blev jeg sendt videre op på rette afdeling. Efter at have ligget på ene stue i 2,5 døgn, skulle jeg op og muligvis dele stue med nogle. Det var sådan set okay, jeg havde forventet at jeg ville blive flyttet (dog en del tidligere). Men da jeg kom op på stuen, hvor jeg skulle ligge og der lå 3 andre, kunne jeg mærke at nu havde jeg fået nok. Jeg fik sagt hurtigt hej, og fortalt hvad jeg var indlagt for, og så lod jeg ellers som om jeg sov. Jeg havde ikke ondt i maven, men mit hoved havde fået nok. Jeg kunne slet ikke bearbejde alle de modsat-rettede beskeder, de op- og nedture det gav at de hele tiden skiftede mening. Så jeg sov ikke meget den nat, jeg lå helt stille og græd lydløse tårer.

Fredag den 16. november
Kl. 7.30 kom de ind og foretog blodtryks- og pulsmålinger. Der var nogle søde sygeplejesker som satte mig lidt ind i hvordan tingene foregik på afdelingen. Men jeg kunne ikke gøre andet, end at vente på at det forhåbenligt snart blev min tur til operation.
Kl. 8.35 kom der en sygeplejerske ind og sagde, at nu var det min tur. Så jeg fik udleveret en ny skjorte. Jeg fik tisset af. Jeg fik en sprøjte med blodfortyndende og jeg fik mine støttestrømper på. Lige omkring kl. 9 blev jeg hentet. Så fik jeg en snak med den kirurg som skulle foretage indgrebet, samt de sygeplejersker og narkoselægen der også skulle være med. Så svarede jeg på nogle spørgsmål, og det hele gik i gang.

Senere vågnede jeg og havde en enorm kvalme. Så kastede jeg en masse galde op, og faldt i søvn igen. Da jeg igen vågnede fik jeg forklaret en lille smule af hvad der var sket - blandet andet at de havde indlagt dræn for at kunne observere om alt var som det skulle være. Så fik jeg kvalme igen, og kastede op endnu engang. Derefter blev jeg kørt op til min stue.
Da jeg kom ind, havde en af de andre patienter gæster (hun skulle udskrives, så de ventede på hun blev hentet). Jeg observerede at klokken var blevet 15, og det blev sagt at jeg havde gæster. Jeg var egentlig stadig lidt omtumlet, men mine gæster blev hentet. Det var Wifey og Mutti. De var glade for at se mig, og jeg var glad for at se dem. Men jeg var træt, så de gik hurtigt igen, for at jeg kunne sove. Eftermiddagen gik med at sove, have kvalme og kaste op. Kort inden det blev tid til aftensmad, blev fik jeg kastet op på min skjorte, så jeg fik rent tøj, og jeg kom op og gå. Det gjorde sygeplejerskerne glad. Jeg hentede en portion mad, men jeg var stadig en smule ræd for at spise, så jeg spiste ikke meget. Men jeg fik mad ned, og det var godt nok til mig. Wifey og Mutti kom igen, men det blev også kun et kort visit. Jeg var stadig træt og kunne ikke rumme, at de stod og havde ondt af mig.

Vi var nu kun to tilbage på stuen, og min "roomie" var rigtig god  til at stille mig en masse spørgsmål, og få mig snak. Det var ret hyggeligt, at snakke med en i en lignende situation, fordi snakken ikke handlede om hvordan jeg havde det, men om alt andet. Vi fik snakket om hvad vi hver især laver til dagligt. Vi fik snakket om jul. Vi fik snakket om familie. Men selvfølgelig også sygdom. Vi fik set to og en halv julefilm ind i mellem vores snakkeri og det var skidehyggeligt.
Jeg var stadig enormt træt, men jeg kunne ikke finde ro i mig selv til at falde rigtig i søvn, eftersom jeg havde en slange stikkende ud af maven. Der var en frygt i mig for, at jeg ville få den hevet ud eller på anden måde få det 'ødelagt'. Så natten gik med at jeg fik hvilet og halvsovet.

Lørdag den 17. november
Jeg blev 'vækket' af sygeplejersker, der kom ind med medicin - og de forklarede at jeg i en uge skulle tage piller mod mavesyre - efter kirurgens anbefaling. Så fik jeg morgenmad. Jeg var lidt mere modig en aftenen før, så jeg fik spist. Dog ikke hele min portion, men mere end til aftensmad dagen før.
Min "roomie" fik besøg omkring 11.30 af noget af hendes familie, og det betød at jeg egentlig kunne være i min egen verden, mens jeg ventede på besked fra en læge.
Kort kom der en læge og fortalte at alt var gået som det skulle. De havde fjernet galdeblæren, og derefter haft en kikkert nede igennem maven, for at fjerne en sten i de dybe galdegange, som havde sat sig fast. De ville fjerne mit dræn, og hvis jeg fortsat havde det godt efter middag, måtte jeg få lov til at tage hjem. Det var en dejlig nyhed, så jeg skrev til Wifey, at når hende, Mutti og mine brødre var færdig med at være i Tyskland og de havde besøgt mine bedsteforældre, ville jeg gerne hentes.

Der kom en sygeplejerske - virkelig også den sødeste - og fjernede mit dræn. At få det fjernet, var den mærkeligste følelse i hele verden. Hvad det føles som, kan ikke beskrives. Ord som underligt og klamt er dem der beskriver det bedst, uden rigtigt at ramme plet. Så det var dejligt, at det kom ud.
Så var jeg lidt en del af "roomies" besøg samtidig med jeg fik hvilet og læst lidt i det blad Wifey købte til mig tidligere på ugen.
Til frokost var jeg igen mere modig end tidligere og jeg fik næsten spist op.
Derefter kom sygeplejersken (dræn-fjerneren) og fortalte mig hvordan jeg skulle forholde mig efter udskrivelsen. Jeg skulle som sagt tage mavesyre-piller i en uge, så dem ville jeg få med. Hen i løbet af aftenen, måtte jeg tage plasteret af mine 3 operationssår, samt hvordan jeg skulle pleje dem. Jeg skal have en sprøjte blodfortyndende i fem dage. Der er ingen restriktioner, udover at jeg ikke må overskride min smertegrænse. Alt sådan noget praktisk, som var meget rart at få sat på plads.

Mellem kl. 15.00 og 15.15 ankom Wifey. Hun hjalp mig ud af hospitalts-outfittet og i mit eget tøj. Jeg fik pakket sammen, og sagt pænt farvel (og god jul) til min "roomie" og så tog vi hjem.

Efter jeg er kommet hjem har jeg brugt tid på at hele. Jeg har haft en lille smule ondt i mine sår, fordi det trækker i huden under helingen. Derudover har jeg haft ondt ind i maven, men det hele er blevet bedre fra dag til dag. Efter så mange dage uden mad (kombineret med smerter efter måltider og opkast) har min krop skullet vænne sig til at spise, så jeg har på ingen måde spist som jeg plejer. De første par dage spiste jeg udelukkende franskbrød. Det er stille og roligt blevet udvidet, og nu spiser jeg som jer plejer. Mine sår ser rigtige pæne ud, og jeg er sikker på at mine 4 små ar (3 fra operation og et fra dræn) bliver mere eller mindre usynlige, efterhånden som tiden går.

Så selvom det har været en virkelig hård omgang, både for min krop og for min psyke, så er jeg ved godt mod.
Bare det, at få skrevet alle mine tanker omkring hele forløbet ned, her i mit online frirum, har gjort at jeg har kunnet give slip på alle de tanker og den negative energi, der har fyldt mig op. Skidt pyt at du ikke har læst det hele. Dette indlæg er ikke til dig, men til mig selv. Det er en påmindelse om, at jeg er mega sej. En reminder om, at jeg kan komme igennem selv de hårdeste udfordringer, fordi jeg har en skøn opbakning.

Tak til alle dem, der har været der for mig i dette forløb. Tak for de besøg jeg har haft. Tak for alle beskederne med ønsker om god bedring og varme tanker. Alt har betydet meget for mig. Det er rart at vide, der findes så mange skønne mennesker, og at I alle er en del af mit liv.

BogForum 2018

I går, lørdag, var jeg med til BogForum i BellaCenteret for første gang. Jeg var sammen med en af mine kollegaer, som også elsker bøger. Vi havde købt billetter gennem Esbjerg Bibliotek, så vi var med en bus fra Esbjerg.
Resten af min 'beskrivelse' har jeg delt op i afsnit, som kommer herunder.
Advarsel: Indlægget er ret langt, men jeg havde bare en masse at sige.

Billede taget af: Lotte

Hvordan var min oplevelse?
Jeg havde en fantastisk oplevelse. Så mange bøger og så mange mennesker samlet om bøgerne. Det er for mig noget helt unikt og vidunderligt. Jeg kan virkelig bruge lang tid på bøger. Selvfølgelig i form af læsning, men også i at tale om og kigge på. Derfor synes jeg at BogForum er en fantastisk event.
Jeg har tidligere været på Krimimesse et par gange, så jeg kan ikke helt lade være med at sammenligne de to events, og ud fra det synspunkt er jeg en lille bitte smule skuffet. Jeg synes egentlig ikke skuffet er det rigtige ord, men der findes ikke et bedre ord. Måske ærgerlig, også alligevel ikke. Men det er jeg fordi, jeg synes der er nogle bedre tilbud på bøgerne ved Krimimessen, og flere læseprøver/uddrag. Heldigvis er det ikke denne skuffelse/ærgrelse der fylder mest i mig. Det er alle de dejlige indtryk jeg fik.

Jeg er kæmpe fan af, at Esbjerg Bibliotek arrangerer en bustur. For så skal jeg ikke selv fokusere på at komme fra Jylland til Kbh, jeg skal ikke bruger energi på at finde vej (hvilket bestemt ikke er min stærke side), det er billigere med bussen, end hvad jeg selv ville kunne gøre det til, hvis jeg tog bilen eller toget, og der var sørget for rundstykke på vej til Kbh, og en sandwich på vejen hjem. Jeg vil klart anbefale andre jyder, der kan 'nøjes' med en enkelt dag i Kbh, at tage sådan en bustur.

Jeg er stor fan af Hella Joof, hvilket jeg har skrevet om tidligere. Det er også hende der er den ene inspirations-kilde til mine "Glimmer på kaminhylden"-indlæg. Så at få lov til at stå ansigt-til-ansigt med hende, og få hendes krusedulle i hendes nye bog, var bestemt en skøn oplevelse. At min kollega så var så genial, at tage et billede af Hella og mig, er en kæmpe bonus. Tak for billedet.
Autografen i Hellas nye bog blev skrevet i Gyldendals Merch-bod (dét vender jeg lige tilbage til senere). Da vi gik ved Gyldendals bod overhørte jeg ekspedienten fortælle en anden kunde at der ville være denne signering i deres Merch-bod, og at der til de første ville blive uddelt en original af de tegninger der pryder Hellas nye bog. Så jeg gik om til Merch-boden en halv time før signering, for jeg ville gerne være heldig, og få en original Hella-tegning. Og det fik jeg. Jeg fik selv lov til at vælge i bunken af tegninger, og da jeg så tegningen "Yoga-dag" faldt valget på den.

Det blev ikke til andre signeringer, men jeg er godt tilfreds. For jeg har tidligere haft chancen for at få signeret min "Papmachéreglen", og den chance spildte jeg, desværre.

Lad os lige dvæle lidt ved at Gyldendal havde en Merch-bod. En bod der kun (bortset fra to bøger) sælger merchandise. Jeg er fan. Virkelig. Jeg elsker merchandise, fordi jeg kan godt lide at fremvise de ting, jeg godt kan lide.
I boden blev der solgt t-shirt med grisen fra forside af "Papmachéreglen", og Hellas tegninger fra den nye bog. Der blev solgt t-shirt og krus med citater fra Svend Brinkmanns bøger. Der blev solgt Karen Blixen plakater. Der blev solgt Gyldendal muleposer. Og sikkert også nogle andre ting, jeg ikke fik spottet.

Det blev desværre ikke til særligt mange foredrag/interviews i denne omgang. Men jeg hørte det meste af Preben Kristensens foredrag/interview, og sikke en fantastisk oplevelse. Han kan noget særligt, og han er bestemt en god formidler. Jeg kan godt lide hans tankegang, så jeg tror da at hans bog skal læses på et tidspunkt.
Jeg hørte en lille del af Peter og Anders Lund Madsen. Jeg ville gerne have hørt det i fuld længde, for det er bestemt nogle inspirerende mænd. Ellers hørte jeg brudstykker rundt omkring, hvoraf Ole Henriksen blandt andet var en af dem.
Jeg er lidt ærgerlig over at jeg ikke fik set flere.

Hvad havde jeg med hjem?
Den første bog jeg købte er "Hvis det er os" af Becky Albertalli og Adam Silvera. Da jeg så den bog ville udkomme, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle eje den. Jeg elsker Albertallis måde at skrive på, jeg blev i hvert fald fanget godt og grundigt i "Simonverset" tidligere på året - og jeg kan stadig ikke give slip på det.
Da jeg købte den, fik jeg "All. The. Feels." uddrag fra 13 af de største YA-romaner fra i år og Look Book med en masse sjove facts om bøger og forfattere, lidt quiz og inspiration til læsning samt opskriften på Lara Jeans Chcolate Chip Cookies (som jeg i den grad skal have prøvet af).

Efter det købte jeg Hella Joofs almanak "Dage med mildhed, modgang og mirakler", som jeg virkelig glæder mig til at læse. Sammen med den, fik jeg en original af tegningen "Yoga-dag" fra samme bog.

Hos Modtryk købte jeg Arne Dahls "Indland" fordi det var én af de få bøger, som jeg endnu ikke har læst, hvor jeg fandt et godt tilbud.

Det sidste jeg købte, var ikke noget jeg var gået efter, men som jeg egentlig stødte på ved et tilfælde. Jeg var gået ind i boden "Faraoens Cigarer", fordi jeg så der var merchandise, og som den nørd jeg er, var jeg nødt til at kigge. Jeg fandt en "The Art Of Spiderman Homecoming" bog, men da jeg så at prisen for den var 399 kr., kom jyden op i mig, så den tog jeg ikke med hjem.
Boden var fyldt med nostalgi, for der kunne købes alle de tegneserier jeg læste som barn: Tintin, Lucky Luke, Spirillen, Basserne. Jeg kunne nemt at have købt mig fattig.
Men jeg begrænsede mig til to, fordi jeg faktisk ikke rigtig læser tegneserier længere. Men der kan der forhåbentlig laves om på. Mit valg faldt på en tegneserie-udgave af "Alice i eventyrland", og "Den usynlige lesbiske". Alice købte jeg fordi jeg altid har elsket historien. Den usynlige lesbiske valgte jeg fordi beskrivelsen på bagsiden ramte mig. Jeg er ikke lesbisk (hvilket jeg skrev om i dette indlæg), men fordi jeg godt kan genkende essensen i denne sætning alligevel: "I en ganske ung alder begyndte Océanerosemarie at føle sig tiltrukket af piger, men uheldigvis, er der ikke nogen, der tror på hende, når hun siger, at hun er lesbisk.". Så jeg glæder mig virkelig meget til at læse den, selvom det er en tegneserie. Og jeg håber den kan få mine øjne op for tegneserie-formatet.

Saxo havde også en bod, og i deres bod var der et  lykkehjul man kunne spinde og så enten vinde en e- eller lydbog, gavekort til saxo.com eller medlemskab til Saxo Premium. Både min kollega og jeg drejede hjulet to gange. Første gang lige da vi ankom (Saxos bod var noget af det første vi kom til), og så igen sidst på eftermiddagen.
Jeg vandt to e-bøger (jeg valgte selv at det skulle være e-bog i stedet for lydbog). Den første jeg vandt er Morten Papes "Guds Bedste Børn", og den anden er "Motiv X" af Stefan Anheim. Jeg kunne dog ikke få min kupon-kode til at virke til Stefan Anheim, så har skrevet til Saxo og håber at få den til at virke. Hos Saxo fik jeg en folder over læsevaner anno 2018, som jeg synes er enormt sjov (samtidig med at den er informativ). Jeg synes i hvert fald det er sjovt at se hvor jeg selv ligger i forhold til resten af Danmark.

Udover bøgerne fik jeg 4 muleposer med hjem. Det passer mig glimrende, for jeg elsker muleposer. Jeg er mest glad for den orange mulepose fra Lindhart og Ringhof og Hella Joof muleposen. Men de andre to kan bestemt også bruges.

Skal jeg med igen?
Absolut. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det har været sådan en fed oplevelse, så det skal gentages. Om jeg næste år tager en bustur igen eller om jeg vil finde ud af noget for at være med 2 eller alle 3 dage, har jeg ikke afgjort endnu. Men der er heldigvis god nok tid, til at finde ud af hvad jeg vil næste år.

Er der noget jeg vil gøre anderledes næste år?
Ja, det er der heller ingen tvivl om. For det første vil jeg være anderledes forberedt næste år. Jeg havde fået fat i programmet, og skimtet det hurtigt. Men jeg havde ikke sat mig nogle bestemte ting for øje. Så jeg havde ikke en decideret plan for, hvordan jeg skulle gå rundt og kigge og hvad jeg skulle have med og det er årsagen til, at jeg ikke fik set og hørt særligt mange foredrag/interviews. Og så vil jeg huske drikkevarer hjemmefra - siger jyden i mig.

Og så vil jeg bruge det næste år, på at komme af med min generthed. For hvor er den altså en træls hæmsko.
Da jeg stod i kø til Hella Joof signering, brugte jeg den halve time på at messe (inden i hovedet); "Husk at fortæl hende hvor stor en inspiration hun er. Husk at fortæl hende om "Glimmer på kaminhylden"-listerne du laver en gang om ugen" igen og igen og igen. Hvad gør jeg da det bliver min tur til at få min bog signeret. Jeg siger "Hej. Jeg hedder Louise"..... og ikke mere, udover tak da hun var færdig og fortalte at jeg selv måtte vælge en tegning i bunken. Jeg var enormt træt af mig selv, da jeg gik derfra. Jeg er 26, og jeg kan stadig ikke finde ud af at snakke med folk jeg ser op til.

Hella var ikke den eneste jeg burde have sagt noget til. Jeg vidste at Marie også deltog (og faktisk også gjorde det både fredag og i dag, søndag). Hun havde skrevet på Instagram at hun håbede vi kunne rende ind i hinanden og det synes jeg bestemt kunne være hyggeligt, så jeg svarede at det håbede jeg også. Og det gjorde jeg virkelig (og det gør jeg sådan set stadig). Men da jeg så hende, blev jeg sgu alligevel for genert. Hun stod i kø til udlevering af en gratis bog, og jeg spottede hende da jeg var færdig i en anden bod (måske Politikens Forlags bod), og i stedet for at gå over og hilse på, lod jeg som ingenting, og fulgte bare efter min kollega. Min generthed lige i det her tilfælde bestod i virkeligheden nok af 3 lag.

1) Hvad jeg skal jeg dog kunne sige, som hun synes er interessant nok, så hun ikke synes jeg er en wierdo? 

2) Hun står og snakker med nogle andre, så hvis jeg går der over er jeg bare enormt anmassende og træls. 

3) Hvis jeg går over og snakker med hende, så skal jeg forklare min kollega hvordan jeg kender hende, og hvad vil hun så tænke om mig, når jeg fortæller det er gennem internettet? (det skal lige siges, at min kollega er 50+)

Okay, måske det i virkeligheden er usikkerhed der kommer til udtryk i generthed. Men uanset hvad, så vil jeg arbejde på det, så jeg forhåbentlig tør åbne munden næste år.

Hvad er dine tanker om BogForum? - uanset om du har været der eller ej.

10 ting jeg...

... elsker ved efteråret

1. Regn

Jeg er kæmpe fan af regnvejr. Jeg har altid synes det var hyggeligt, når det regner, og jeg elsker at være ude i regn. Måske mest, fordi når man så kommer ind skal man hygge og putte for at få varmen igen (hvilket ikke rigtigt er et problem for mig).
Som barn elskede jeg at gå en god lang tur med min bedstemor, når det regnede. Jeg tænker ofte på det, når jeg det regner.
Og hvis jeg er inde, så synes jeg at lyden af regn er beroligende. Så jeg kan være at finde i vinduet, som står lidt på klem, så jeg rigtigt kan høre det.


2. De farver bladene får

Det er så smukt, når bladene på træer og buske skifter fra de grønne farver, til efterårspaletten med gul, rød, orange og brune nuancer.
Jeg er kæmpe fan er farverne. De er så varme, og maler bestemt et flot billede i landskabet.








3. Stearinlys

Det er så dejligt, at tænde stearinlys når efteråret kommer. For med efteråret kommer kortere dage, og flere mørke timer.
Jeg har altid forbundet stearinlys med hygge, så jeg nyder at tænde lys, når jeg skal hygge mig. Uanset om jeg er alene hjemme, eller om Wifey også er hjemme, og uanset om det er med bøger eller film.


4. Varm kakao

Varm kakao hænger sammen med regn og stearinlys. I hvert fald i min verden. Efteråret er den tid på året, jeg drikker mest varm kakao.
Som det er med regn og stearinlys, så forbinder jeg varm kakao med hygge. Som barn fik jeg det kun, når vi som familie hyggede os sammen. Derfor bliver jeg nostalgisk når jeg drikker varm kakao, og jeg bliver fyldt op af en lykke-følelse.






5. Inde-vejr

For mig betyder efteråret, at det er legalt at være mere inde igen. Jeg nyder bestemt at komme ud og suge solen og en masse positiv energi til mig. Men jeg har altid været glad for at sidde indendørs med noget kreativ, en bog, en film eller på anden måde hygge mig med mine nærmeste.
Så at vejret skifter, så det blæser og regner mere, passer mig perfekt. Så er det ikke så underligt at tage i biffen midt på dagen, eller at blive hjemme og spille brætspil.


6. Flotte sol op- og nedgange

Der er noget over sol op- og nedgange i efteråret, der gør dem endnu smukkere end de andre årstider. I hvert fald i mit hoved. Jeg synes farverne på himlen er varmere end ved de andre årstider. Præcis som jeg har det med farve-skiftet på bladene.








7. Putte

Dét er så skønt at putte med den person jeg elsker allermest. Eller med et dyr. Den ro der kan blive skabt, når jeg har et andet liv helt tæt op af mig. Når jeg kan mærke en andens varme mod mig selv, er der en ro i mig.
Derfor synes jeg det er skønt, at vejret skifter, så det ikke længere er for varm til at ligge helt tæt og putte. Det gælder både putning i sengen og i sofaen. Det er så skønt og livsbekræftende.




8. Nye sæsoner af de serier jeg følger med i

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker film og serier. Og vinterhalvåret har bare mere at både på i den retning (nok fordi inde-vejret er kommet tilbage), så derfor bliver jeg glad når der frigives nye sæsoner af de serier jeg følger med i via diverse streaming-tjenester. Eller når der kommer nye afsnit af "Landmand søger kærlighed" og "Den store bagedyst". Jeg elsker det, og jeg sluger det råt.


9. Støvler

Selvom jeg har det bedst når jeg har bare tæer, fordi jeg har det varmt i sko, så elsker jeg støvler. Det er lige før det er min favorit fod-beklædning.
Jeg har et par dr. martens støvler som jeg er ubeskriveligt glad for, men jeg kan ikke bruge dem i forår og sommer, fordi det bliver for varmt for mig. Så når det bliver efterår, og temperaturene falder igen bliver jeg så glad, for så kan de komme på fødderne igen.



10. Sweatere 

Endnu en modsætning. Jeg har det næsten altid varmt - hvis jeg fryser er jeg i hvert fald syg - så derfor har jeg næsten aldrig noget varmt tøj på (med mindre jeg bevæger mig udendørs). Men hvis det er rigtigt råkoldt på en efterårsdag, så elsker jeg at tage en god sweater på, og rigtig putte mig ind i den.
Gerne med en kop varm kakao i hånden, mens jeg sidder i vindueskarmen og lytter til regn.