SimsSøndag #54

Fakta
Generation: 1

Antal medlemmer i husstanden: 1

Formue:
- Simoleoner; 4.340
- Grund; 13.077
- Andet; intet 

Point: 1

Det føles som om, der går flere minutter inden Poul siger noget igen. Aldrig mit liv har jeg været så nervøs for hvad reaktionen på mit spørgsmål bliver. Jeg kigger spændt op på ham, og håber på det bedste.

Da han skiller læberne, er jeg overbevist om, at han er ved at sige nej. Inden han siger noget, tager han min hånd, hvilket kun får mit hjerte til at banke hurtigere. Endelig siger han noget, men jeg er for nervøs til at opfange ordene. Det er først da han ansigt forvandles til et stort smil, der går fra øre til øre, at jeg forstår han siger ja. Jeg rejser mig, og beder ham gentage.

”Ja,” siger han og fortsætter ”du kan tro, jeg vil gifte mig med dig.” Hans ansigt er stadig et stort smil, og jeg kan mærke at mit ansigt ser nøjagtig lige sådan ud. Jeg giver ham ringen, som han med det samme tager på. Jeg lægger mine hænder på hans kinder og trækker ham ind til mig, så vi kysser. 

Da vi slipper hinandens læber igen, beslutter vi os for at vi vil nyde resten af den smukke sensommeraften. Så vi sætter os i græsset, og begynder at snakke om planlægningen af brylluppet. Der er så mange ting, der skal snakkes om og planlægges. Det eneste vi vælger at blive enige om i dag, er hvornår vi gerne vil giftes. Vi bliver enige om, at vi vil giftes til næste sommer. Så kan det være vi er heldige, at vi kan holde brylluppet her i parken, hvor vi befinder os lige nu. 

Poul lægger sig ned i græset, og lader sit hoved hvile på mit lår. Han kigger op på mig med et eftertænktsom blik i øjnene.

”Hvad tænker du på?” kan jeg ikke lade være med at spørge ham.
”Hvor vanvittig og fantastisk du er,” siger han og smiler. Jeg skal lige til at protestere, men han afbryder mig og siger: ”Det er vanvittigt, at du friede til mig. Jeg har selv tænkt tanken, om at dele resten af livet med dig. Men jeg har været så usikker på, om du havde det på samme måde som mig. Så jeg ville hellere se tiden lidt mere an, inden jeg gjorde mere ved mine tanker.” Han holder en kort pause, hvor ingen af os siger noget, men bare kigger hinanden i øjnene, inden han fortsætter: ”Du er fantastisk, fordi du gjorde det. Jeg er helt vild med, at du går efter det du vil have på den måde. Jeg tror de fleste andre kvinder, ville vente på at blive friet til. Muligvis komme med små stikpiller, om at de kunne tænke sig at blive gift, og så håbe på, at deres kæreste forstår budskabet og går på knæ. Det er skønt, du er dig selv så meget, at du bare gør det.”
Jeg kan ikke komme i tanke om noget at sige. Jeg kan mærke at jeg smiler, og at der triller en enkelt glædeståre ned ad min kind. Poul aer den væk.

 -

Dagene går. Ugerne går. Månederne går. Tiden går med arbejde og planlægning. Heldigvis er vi enige om de fleste ting, vi kunne tænke os i forbindelse med brylluppet. Vi har fået aftalt en dato, vi begge tror vi vil kunne huske i fremtiden. Vi har lejet fælleshuset i Myshono Engen, så vi har mulighed for at blive viet og holde selve festen, samme sted som jeg friede til ham. Når nu vi har valgt at blive viet og holde bryllupsfest i en offentlig park, er der en chance for at der vil være personer til stede, som vi ikke har inviteret og som vi muligvis ikke kender. Det vil vi tage som en oplevelse. Måske fører det til nye bekendtskaber og venskaber.
Vi er blevet enige om hvilket udtryk vi vil have på vores invitationer og andet papirarbejde. Poul ejer ikke et eneste kreativt gen, så jeg har fået lov til at stå for udviklingen og produktionen.
Jeg bruger meget at være udenfor, for at samle inspiration. På den anden side af vejen ligger bugten. Så hvis jeg går 300 meter, kommer jeg ned til vandet. Det er så smukt at sætte sig på bænken, og bare lade naturen synke ind. Selv her i vinterperioden sætter jeg mig på bænken, for at samle inspiration.

Tiden fortsætter med at flyve afsted. Vi arbejder og planlægger i stor stil. Poul har købt og hentet sit tøj hjem. Jeg var ude og kigge på brudekjole første gang inden årsskiftet. Nu er der gået næsten 3 måneder, og jeg skal afsted igen. Jeg fik valgt kjolen, og nu skal jeg til den første tilretning. Det bliver dog ikke den eneste tilretning. For jeg er begyndt at træne, efterhånden som vi har fået styr på tingene til brylluppet.

Jeg træner ikke fordi jeg synes jeg er for tyk eller noget. Jeg bruger det primært som et mentalt pusterum. Når jeg giver den gas i træningscenteret, slår jeg hjernen fra. På den måde undgår jeg at blive stresset. Men det betyder også, at der vil ske nogle ændringer med min krop, inden sommeren kommer. Så det bliver i hvert fald til 2 tilretninger mere. 

Ejeren af kjolebutikken er en lav dame, der uden tvivl ved hvad hun laver. Da jeg var hos hende, for at prøve kjoler var hun hudløst ærlig om hvordan, det jeg havde fået på så ud. Hvis kjolen havde et snit, der på ingen måde passede til min krop, sagde hun det. Hvis kjolen virkede for vulgær eller for tilknappet til mig, sagde hun det. Hun lagde ingen fingre i mellem, så jeg er helt tryg ved hende.
At stå her i den kjole, jeg har valgt og betragte mig selv i spejlet, gør alt der her planlægning lidt mere ægte. Jeg ved selvfølgelig godt, at de invitationer vi har sendt ud, også er ægte. Men selve brylluppet kommer pludseligt lidt tættere på. Det bliver lidt mere virkeligt, at jeg rent faktisk har tænkt mig at sige ja til at dele mit liv med Poul.

Jeg er glad for, at jeg for en måned siden blev forfremmet til fundraiser. Den bonus, der fulgte med forfremmelsen, har jeg sat til side til kjolen. Så jeg har fået lige den model jeg vil have, og jeg har mulighed for at få lavet lige præcis de rettelser jeg har lyst til, så kjolen bliver helt perfekt til vores dag.

 -

Nu er der kun en uge tilbage til brylluppet. Jeg glæder mig helt afsindigt meget. Der er styr på alt. Der er faktisk ikke mere jeg kan gøre, andet end at vente.
Tiden er en finurlig størrelse. De sidste 10 måneder siden frieriet er fløjet afsted. Jeg føler stadig at det var i går jeg friede til Poul. Og nu er der 7 dage til vi skal giftes, og det føltes som om, det er en evighed væk. Der er ikke noget, der skal laves, ordnes eller planlægges. Så jeg har ikke andet end træning og bugten til at distrahere mig. Jeg skal også passe på med træningen. Jeg har kjolen hængende herhjemme, så der bliver ikke lavet flere rettelser nu. Jeg må få så meget tid som muligt til at gå med, at sidde ved bugten og meditere, så ventetiden bliver lidt mere udholdelig.