SimsSøndag #52

Fakta
Generation: 1

Antal medlemmer i husstanden: 1

Formue:
- Simoleoner; 845
- Grund; 13.077
- Andet; intet 

Point: 1

Et par dage senere, bliver jeg endnu en gang forfremmet. Denne gang bliver jeg forfremmet til fællesskabsorganisator. Men forfremmelsen følger også en bonus denne gang. Jeg har sådan set frem til denne dag, fordi endelig har jeg nok penge til, at kunne få et tag overhovedet.

Der er penge til, at jeg kan få bygget fire døre med én døre – ingen vinduer – og et tag over. Der kommer ingen maling eller tapet på væggene. Det er rå beton og gips det hele. Gulvet er også kun et koldt betongulv. Men det ødelægger ikke min glæde. Det er mit første hus. Der er godt nok kun ét rum, men det gør mig ikke noget. For jeg har nu fået tag over min seng, mit køleskab, mit spisebord og mit ’badeværelse’. Det er en befrielse, at jeg ikke længere behøver, at frygte for at det begynder at regne, så mit køleskab igen står af. Jeg tror ærligt ikke, at jeg ville kunne fikse det igen, hvis det blev skadet af regnen igen. Og jeg behøver ikke at frygte for sne og frost, når vinteren melder sin ankomst. Denne her forfremmelse, og mit nye hus, har virkelig gjort mig lykkelig. Jeg kan mærke det helt ned i maven.

Efter et par dage i huset, får jeg et opkald fra Ulf. Normalt når han ringer, er det fordi han lige vil fortælle en sjov historie. Men allerede da jeg tager telefonen, kan jeg høre at hans stemme er helt anderledes end den plejer. Han ringer for at fortælle et en af vores fællesvenner, Dennis, er blevet taget fra os. Han har mistet livet i en trafikulykke. Tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg sætter mig på kanten af min seng. Han fortæller at Dennis heldigvis ikke mærkede noget. Det er en lille trøst at vide, han ikke har været lidt i et smertehelvede. Men det gør stadig ondt at have mistet ham. Jeg siger tak til Ulf for at han ringede, og så sidder jeg egentlig bare at stirrer ud i luften. Hvor længe jeg sidder, opdager jeg ikke, for jeg bliver først revet tilbage til virkeligheden, da min telefon ringer igen. Endnu engang er det Ulf. Jeg bliver en smule nervøs, for hvad det kan være han vil fortælle nu, så jeg ryster på min hånd, da jeg tager telefonen.

”I den bil som Dennis kørte sammen med, sad Vivian” kan jeg høre Ulf sige. Jeg forstår det simpelthen ikke. En anden af vores venner, har været involveret i samme ulykke som Dennis.

”Hun klarede den desværre heller ikke” siger Ulf, og jeg kan høre gråden i hans stemme. Han var tættere knyttet til Vivian end jeg var. Jeg kondolerer, og vi får snakket lidt om hvad der er sket. Så afslutter jeg også den samtale, og føler mig helt tom inden i. Jeg kan se, der er kommet en sms fra Poul. Jeg læser ikke hvad der står. Jeg skriver noget til ham, som sikkert ikke er svar på hans besked, men jeg kan ikke rumme det lige nu.

Jeg sidder fortsat på kanten af min seng, da en ny sms fra Poul tikker ind. I beskeden står der:

”Min dejlige Holly. Det lyder trist, og det kan jeg ikke lide. Hvis du har brug for at tale med mig om det,eller hvis du har brug for at blive muntreret op, så er du mere end velkommen her hos mig. Din Poul.”

Jeg tager en beslutning om, at jeg ikke kan sidde her og have det skidt. Jeg pakker derfor hurtigt en lille taske, og svarer Poul at jeg kommer.

Da jeg en halv time senere står ved Pouls hoveddør, har jeg fået det lidt bedre. Men tårerne sidder i øjenkrogen, klar til at lade sig falde ned ad mine kinder igen. Da Poul åbner døren, forræder den ene tåre mig og triller ned. Poul siger ikke noget, men tager mig ind i et varmt knus. Det føltes så rart og trygt at have hans arme omkring mig. Så jeg lader tårerne få frit løb. Det er så befriende at få dem ud, med en andens arme om mig, uden at der bliver stillet spørgsmålstegn ved det.

Da jeg ikke længere græder, tager Poul mig med ind i sofaen. Jeg kigger lidt rundt, og fornemmer at vi er helt alene. Poul må kunne læse mine tanker, for han siger:

”Mine roomies er taget i byen, så vi har huset for os selv, til en gang i aften”. Jeg kan ikke sige noget, så jeg glemmer hans hånd som en tak. Han kysser mig på panden, og spørger hvad der er sket. Jeg forklarer ham om ulykken, og at både Dennis og Vivian var en del af det. Jeg græder undervejs, og Poul tager sig god tid til at lytte, tørrer mine øjne og holde om mig. Da jeg har fortalt færdig, spørger Poul om jeg vil have en portion mad mens vi ser en film. Det siger jeg ja tak til. Han får hurtigt smækket en lækker ret med kylling og grøntsager sammen, som vi spiser mens vi ser en eller anden film, der kører i tv. Da jeg er færdig med at spise putter jeg mig ind til Poul, som lægger sin arm mig. Sådan sidder vi resten af aftenen, og jeg kan mærke at får det en lille smule bedre.