30. november 2018

Julekalender på bloggen

Kalenderen siger at det er 1. december i morgen. Det betyder at nu er det juletid. Jeg ved godt, at det ikke er alle der har det sådan. Der er mange der allerede har taget hul på julen før. Og vi gør det også lidt, fordi vi i lørdags fik lavet juleguf og dekorationer. Men jeg føler først at julen for alvor starter nu. Det vil sige, at der kommer julepynt op herhjemme, og der må blive spillet julemusik. Jeg er meget streng hvad julen angår.

Jeg har i mange år haft det stramt med jul. Dels fordi der i mange år, skete dårlige ting i familien i juletiden, som gjorde at jeg var ked af det. Og dels fordi at julen efterhånden allerede starter i oktober. Det kan jeg slet ikke arbejde med. Men jeg har tænkt mig at give julen et helt ærligt forsøg i år. Det vil sige, at jeg er åben overfor juletingene, og at jeg har en positiv tilgang til det. 

For virkelig at gøre et forsøg på, at tage julen til mig, har jeg tænkt mig at lave en julekalender her på bloggen. Jeg vil undersøge et julerelateret emne, hver dag frem til og med den 24. december, og skrive lidt om hvad historien bag emnet er og hvad mit eget forhold er til det. F.eks. er et af emnerne Julemanden. Så vil jeg undersøge hvad hans historie er, og så vil jeg skrive lidt om, hvordan jeg har det med ham. Mit håb er, at jeg ved at undersøge traditionerne og baggrunden for at vi gør, som vi gør i julen, vil få mig til at sætte pris på det, og rent faktisk nyde den tid på året.

Jeg ser frem til at gå i gang med det, for jeg håber at det kan ændre min holdning til jul, så jeg ender med at være lige så begejstret for juletid som Mutti, Wifey og sød veninde-kollega, der alle 3 i flere år ihærdigt har forsøgt at få mig over på jule-siden. Måske det lykkedes i år? 

Uanset hvad ser jeg frem til at finde ud af, om jeg er blevet glad for julen når vi når den 24. december.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar