‘Jævla Homo’

Der er ikke så meget forskelligt at se i tv her om sommeren. Så derfor sad kæresten og jeg en dag og surfede rundt i DRTV, for at finde noget vi kunne se. Der faldt vi over det norske program "Jævla Homo", som vi fik set på relativ kort tid.

Kort fortalt er det en dokumentarserie hvor den unge, homoseksulle journalist Gisle Agledahl undersøger hvorfor det stadig i 2017 ikke er nemt at være homoseksuel i Norge.  Det er klart en serie jeg vil anbefale alle at se - uanset seksualitet, alder og køn. Det er enormt tankevækkende. Den er tilgængelig på dr.dk, hvilket betyder at det er gratis. Jeg ved dog ikke hvor længe endnu den er tilgængelig på DRTV. Hvis du vil søge efter den, skal du søge efter den danske titel "Skide homo".

At se den serie har sat nogle tanker i gang i mit hoved. Nogle af de tanker Gisle nævner, der har været medvirkende til, at han har lavet denne dokumentar-serie, er ikke meget forskellige fra nogle af de tanker jeg selv går og tumler lidt med ind i mellem. F.eks. har han lidt svært ved at holde sin kæreste  i hånden, når de går på gaden, fordi han er bekymret for hvordan folk reagere. Det er jeg ikke, men jeg kan godt følge hans tankegang.

Jeg er ikke homoseksuel. Jeg er biseksuel, da jeg er tiltrukket af både kvinder og mænd. Og så er jeg i et fantastisk forhold med en vidunderlig kvinde. Det gør mig dog ikke homoseksuel, lesbisk eller andre ord der betyder det samme. Jeg er stadig biseksuel og jeg er stadig bare mig selv. Og det ved jeg udemærket godt. Men alligevel taler jeg ikke særlig meget om min seksuelle orientering. Jeg nævner også meget sjældent min kærestes navn eller køn, når jeg taler med andre. Ikke fordi jeg er flov over hende, eller at jeg er sammen med hende. Men fordi jeg ikke vil sættes i bås som homoseksuel, eller have mærkatet lesbisk.

Derfor forstår jeg godt Gisles ubehag ved at holde sin kæreste i hånden. Der er ikke noget værre end at blive dømt af andre. For mig handler det rigtig meget om, at når folk hører at min kæreste er en kvinde, så går de ud fra at vi er lesbiske. Det er korrekt at min kæreste er lesbisk. Og det er korrekt, at jeg er i et homoseksuelt forhold. Men jeg er ikke lesbisk. Og jeg hader at skulle ud i at forklare min seksualitet overfor andre. Det er ikke en ting der er til diskusion. Det er ikke en ting jeg skal forklare. For det ændrer ikke på hvem jeg er. Jeg er Louise, uanset om jeg er sammen med en kvinde eller en mand. Jeg kan de samme ting. Jeg er god til de samme ting. Jeg er dårlig til de samme ting. Der er absolut ikke noget, der ændrer sig ved at jeg er biseksuel.

Det er særligt, når jeg er på arbejde, jeg er meget tilbageholdende omkring min seksualitet og hvem min kæreste er. Jeg fortæller det til de kolleger, jeg stoler på og har et tæt bånd til. Alle dem jeg snakker sporadisk med, eller som jeg kun ser ind i mellem, har ikke noget at bruge de informationer til. Der findes kolleger - også i min egen afdeling - der går med den overbevisning at jeg skal giftes med en mand til september. Men jeg har ikke noget behov for at rette deres fortolkning.
Det er ikke noget af det der er hemmeligt. Folk må gerne vide det, hvis de synes de har et behov for det. De kan bare komme og spørge, så svarer jeg gerne ærligt på deres spørgsmål.

Da vi fik nye kolleger i september, og jeg derfor fik en ny cellekammerat sad jeg og snakkede med ham en dag, om nogle private ting. Han fanger så at jeg ikke nævner særlig meget om min kæreste, og fejer det hen med min kæreste, og andre 'kønsløse' begreber. Han spørger derfor: "Jeg er nødt til lige at spørge.. Er din kæreste en han eller en hun?". Jeg svarer ærligt som det er, og det får vi en kort snak om. For der går nemlig max 30 sekunder (okay, måske et minut) fra jeg har sagt at min kæreste er en hun, til en helt anden kollega kommer flyvende rundt om væggen (bogstavelig talt, hun kom flyvende rundt, om på vores side af væggen), og siger til mig: "Louise, det synes jeg du skal fortælle os alle sammen" Min første tanke var undskyld, hvad?! Jeg kan ikke huske hvad mit første svar til hende var, men det var noget i stil af, at det havde jeg da overvejet, men var kommet frem til at det var fuldstændig ligegyldigt for den måde jeg udfører mit arbejde på, så derfor havde jeg valgt, kun at fortælle om det hvis det blev bragt på bane.  Hun prøvede ihærdigt at få mig til at sige det, med argumenter som:
"Normalen er jo at det er en mand og kvinde, så det går folk jo ud fra når du siger kæreste. Og vi vil jo ikke støde dig ved at sige han" og "jeg blev da meget overrasket, da jeg hørte x (en tredje kollega) sige Louise og Michelle, i en samtale, fordi jeg ikke vidste du er sammen med en pige" og "i dag er det jo ikke unormalt at være homoseksuel. Vi kender alle en der er det jo".
Jeg ved virkelig ikke hvordan disse argumenter i hendes hoved var logiske, og skulle give mig lyst til ved vores fællesmorgenkaffe bede om ordet og sige: bare lige for at få alt på det rene, så er jeg kæreste med en pige?! Jeg kan love dig for, at jeg havde det så ubehageligt da jeg kørte hjem fra arbejde den dag. Også de næste mange dage. Jeg ved ikke hvor mange dage jeg spillede samtalen med min cellekammerat igennem i hovedet, for at finde ud af hvad jeg skulle have gjort anderledes, for at han ikke fattede 'mistanke' og stillede spørgsmålet, som udløste det 'overfald'. (Ps. jeg har snakket med min leder om det, så der er kommet styr på situationen på min arbejdsplads - jeg har bl.a. fået en ny plads så jeg ikke behøver bekymre mig om at hun kommer flyvende igen).

Det er bl.a. den her oplevelse der gør, at jeg udemærket forstår hvad Gisle mener, når han siger, at det stadig ikke er nemt at have en anden seksualitet end hetero. Det er en oplevelse som stadig sidder dybt i mig. Hendes ord om at det er normalen sårede mig virkelig. For jeg er ikke unormal. Jeg kan bare blive tiltrukket at dobbelt så mange mennesker som heteroer eller homoer.

Så kan vi ikke blive enige om at uanset hvilket køn, hvilken alder, figur, religion eller seksualitet man har, så er man lige så normal som alle andre?
Ingen er mindre værd, blot fordi de ikke identiske med dig. Og ville det helt ærligt ikke være kedeligt hvis alle var identiske?