6. december 2018

6. december

Julepynt

Julepynt er mange ting. Det er den pynt man kommer på sit juletræ. Det er dekorationerne med lys i. Det er nisser i alle afskygninger. Det er papirspynt - hjerter, stjerner, kræmmerhuse m.m.

Historie
Jeg skal være ærlig at sige, det har været sværere at lave research på julepynt, for når jeg tænker på julepynt tænker jeg primært i det pynt, der befinder sig rundt omkring i hele huset. Det på juletræet er ikke julepynt for mig - det er juletræspynt. Dog har jeg fundet ud af, at julepyntens historie starter med pynt på juletræet (jeg kommer ind på juletræet senere).
Det første julepynt bestod af lys på juletræet i rød, hvid og blå, da skikken kommer fra Holsten. Derudover inkluderede pynten også honningkager, forgyldte æbler, laurbærblade og roser af marcipan.
Efterhånden som tiden er gået har pynten på træet vokset sig større og ændret form. Der kom papirspynt - fx kræmmerhuse - til og farverne blev ændret til de danske nationalfarver. Senere kom også glaspynten på juletræet.
I starten af 1900-tallet begynder pynten at brede sig til mere af hjemmet, i form nisselandskaber og nissefigurer, der med tiden bliver den største repræsentant for julen.

Det jeg kender som julepynt, har for alvor taget fat i de danske hjem i 1974. Det er her pynten for alvor fylder hele hjemmet. Selvom der er kommet tilføjelser til julepynten - og at pynten på træet er mindre spisligt - så er der ikke meget der er ændret.

Mit forhold til julepynt
Min mor er glad for julen, så jeg er vokset op i et hjem hvor der blev pyntet meget op til jul. Ikke Gertrud Sand-meget, men sådan, at man ikke kunne undgå at lægge mærke til, at der var pyntet op. Det gjorde mig sådan set ikke noget, og jeg deltog i op-pyntningen. Men efterhånden som, der skete flere dårlige ting i juletiden, blev min lyst til julepynt mindre og mindre.
De sidste 6-7 år, har jeg slet ikke haft lyst til at pynte op til jul. Selvom jeg har været hjemme ved Mutti den sidste weekend før december, for at lave juleguf og -dekorationer, har jeg ikke hjulpet hende med at få pyntet op. Og der blev i hvert fald slet ikke pyntet op hos mig. 
Jeg kan godt lide at være kreativ, og skabe noget med mine hænder. For 3 år siden, fik jeg et flip med at flette mange stjerner. Derfor lavede jeg 12 store stjerner, som jeg efterfølgende, har haft hængende i vinduet i min stue hvert år.
Efter Wifey er flyttet ind, er der blevet pyntet op til jul. Hun elsker julen og hun elsker julepynt, så jeg kan ikke få mig selv til at bandlyse det. Men jeg har nogle stærke holdninger til, hvor meget vi skal have pyntet op med - særligt hvor mange nisser, der skal stå rundt omkring - og hvor der skal pyntes op henne.
Eftersom jeg har besluttet at give julen en helt reel chance i år, var jeg med til pynte op til jul. Jeg hyggede mig sammen med Wifey og jeg er tilfreds med mængden og placeringen i år.


Kilde:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar