11. december

Risengrød

"Det. Er. Risengrød. Smask, smask, smask". For mange er det ikke rigtig jul, hvis ikke der én gang er blevet serveret risengrød.

Historie
Grød har været en fast del af julen hos alle familie, siden man overhovedet begyndte at fejre julen herhjemme. I starten var det en grød lavet af byg, havre eller rug. Dette fik man også til hverdag, men i juletiden var det ekstra luksuriøst ved, at det blev kogt på sødmælk i stedet for vand. Grød kogt på sødmælk kaldes sødgrød.
Risengrød er i virkeligheden en modepræget version af sødgrøden, som opstod da det i begyndelsen af 1800-tallet blev in at bruge penge på julefejringen. Til dette købte man risgryn, som blev anset for at være en luksusvare. I byerne blev det sådan, at man var nødt til at ofre penge på risgryn, så risengrøden kunne blive en del af julefejringen.

I slutningen af 1800-tallet kunne de importerede rsisgryn, købes af meningmand hos købmanden. Risengrød blev derfor noget alle havde med ved julefejringen omkring år 1900.

Mit forhold til risengrød
Risengrøden har også altid været en del af julen i min familie. Selvom jeg har prøvet, kan jeg ikke mindes at vi ikke har fået det mindst én gang i løbet af december.
Som barn synes jeg det var skønt at få risengrød. Men i dag - og de sidste i hvert fald 10 eller 12 år - kan jeg ikke få det ned (sådan har det med alt grød). Dengang jeg kunne spise risengrød, kunne jeg dog ikke lide kanel, så jeg spiste det altid med sukker og en smørklat.
Selvom jeg i dag ikke bryder mig om risengrøden, så synes jeg det er en hyggelig tradition. Bare jeg selv slipper for, at skulle spise grøden.

Mine bedsteforældre bor på en gård ude på landet. Hvert år (da jeg var barn) vi var nede ved dem op til jul, lavede min bedste en ordenligt portion risengrød. Den del vi ikke selv spiste, kom i en skål, som hun stillede op på loftet. For oppe på deres loft boede en nisse, og han skulle jo også have en portion risengrød. Jeg kan huske, at det første vi skulle om morgenen, var at se om nissen havde fået spist sin grød i løbet af natten.
Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg virkelig huske glæden ved at stille grøden på loftet og den spænding der var forbundet med det. Det var lige spændende hver gang, og jublen ville ingen ende tage, når vi hver eneste gang opdagede at han havde fået spist alt sin grød.
Jeg håber at jeg selv kan få lov til at give minder som dette med videre en dag.

Har du nogensinde givet risengrød til en nisse? Eller måske endda julemanden?

Kilde:

Iørn Piø: Bogen om julen