Det mest oplagt at undersøge i dag, er da klart risalamanden.
Historie
I starten af 1900-tallet, da risengrøden blev en del af alle danske juleborde, opstod der en ny variation. Risalamande.
Risalamande er en risfromage, hvis navn, når det oversættes fra fransk til dansk, er ris med mandler. Selvom navnet er fransk, så kender franskmændene ikke noget til det. Risalamande er en dansk opfundet ret.
I rationeringstiden (i og efter anden verdenskrig) blev risalamanden præsenteret som en spare-dessert. Nu kunne husmødrene få risengrøden til at strække længere, ved at spæde den op med flødeskum (eller et erstatningsprodukt). Da der også var mangel på mandler på dette tidspunkt, brugte nogle familier en knap i risalamanden i stedet for, da de ikke mente man kunne servere risalamande uden mandelgave.
Skikken med mandelgave menes at stamme fra en fransk skik fra omkring 1500-tallet. Her kom man i de fine kredse en bønne i helligtrekongerkagen, og den der så fandt bønne blev 'konge' med alle hans privilegier.
Det viden ikke med sikkerhed hvornår denne skik kom til Danmark. Men det anslås at være omkring 1800-tallet, hvor man skiftede helligtrekongerkagen ud med risengrøden, og bønnen blev erstattet af mandlen. I stedet for at blive 'konge' for en aften, fik man i Danmark en gave, som i starten for mange var en marcipangris.
Mit forhold til risalamande
Jeg har allerede bekendt, at jeg ikke kan lide risengrød. Det samme gør sig gældende for risalamande.
Men som barn spiste jeg det alligevel. Og med spise mener jeg, at jeg fik en lille portion, som jeg sad og stikkede lidt til, og ind i mellem fik slugt en skefuld, indtil der var en, der fandt mandlen. Jeg ville bare gerne være med i 'konkurrencen' om at vinde mandelgaven.
Dét er jeg vokset fra. Jeg har accepteret, at jeg ikke har en chance for at vinde, når ikke jeg kan lide risalamanden.
Lillebror E spiser heller ikke risalamande, så vi sørger hvert år for at købe mandelgaven. På den måde er der ingen af dem, der 'konkurrerer' om at vinde, der ved hvad der er inden i gaven. Dét passer mig rigtig fint.
Kilder:
Iørn Piø: Bogen om jul
Ingen kommentarer:
Send en kommentar