4. december 2018

4. december

Misteltenen

Nu er vi kommet til at emnerne skifter til nogle mere specifikke ting, der hører julen til. Den første jeg kom i tanke om var Misteltenen, så den skulle selvfølgelig være en del af julekalenderen.

Historie
Misteltenen er en stedsegrøn snylter med kugleformet vækst. Det er en snylter, fordi den stjæler vand og mineraler fra sit værtstræ. Værtstræer kan være løvtræer, ædelgran og fyr. Helt frem til 1950 blev misteltenen brugt som en lægeplante mod bla.a forhøjet blodtryk, nervesygdomme, epilepsi og meget mere.

At hænge misteltenen op stammer tilbage fra urgamle, keltiske frugtbarhedsritualer. Misteltenen var hellig for kelterne, og blev forbundet med uskyld, renhed og frugtbarhed. Når man hængte den over døren, kunne den holde ondskab og ulykke væk.
På grund af denne hedenske baggrund forbød kirken brugen af mistelten langt op i historien. Skikken overlevede dog i folkelig tradition, og på grund af troen på misteltenens gavnlige virkning på frugtbarheden opstod skikken med at kysse hinanden under den. Den gang sagde man, at en pige, der ikke bliver kysset under misteltenen, står ikke brud det efterfølgende år.
I det 19. århundrede fik misteltenen sin plads blandt julens traditioner. Victorianerne i England lagde vægt på, at julen skulle rumme kærlighed og venskab. Desuden kunne Jesu fødsel ses som et symbol på frugtbarheden, og derfor inviterede kirken misteltenen indenfor, selvom den ikke blev regnet for at være en kristen tradition.

Mit forhold til Misteltenen
Jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde har haft en mistelten hængende hjemme da jeg var barn. Jeg er virkelig også i tvivl, om andre i min familie har haft den hængende.
Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg ikke kender til traditionen med at have en mistelten hængende i døråbningen. Jeg er også udemærket klar over, at man må kysse (det er selvfølgeligt frivilligt) den der står under den. Jeg har da set min del af julefilm, julekalender og tv-serier med juleafsnit, hvor der har stået nogle under misteltenen og fisket efter kys (Som f.eks. Gertrud Sand fra The Julekalender: "Oluf, ja' står under æ mistelten").
Jeg tror egentligt, at jeg altid har synes det var en lidt skør tradition. Den holdning er nok en blanding af, ikke at kende historien bag skikken og at jeg ikke kan mindes, det er noget vi har brugt i min familie. Efter min research om misteltenen, vil jeg sige, at jeg faktisk er blevet lidt fan af det. Jeg er som sådan ikke overtroisk, men jeg ville ikke have noget i mod at have en mistelten hængende, hvis den har en gavnlig effekt på frugtbarhed, og kan holde ondskab og ulykke væk.

Er det bare en fjollet tradition, eller er der mon noget om snakken?

Kilder:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar