For noget tid siden (for længe siden efterhånden), så jeg Marie lave et opslag om Bullet Journal. Det var ikke første gang jeg stødte på det, men det var her jeg virkelig fik interessen for det. Jeg havde en mavefornemmelse af, at det godt kunne være noget for mig. Så jeg begyndte at undersøge det lidt nærmere.
Jeg fandt ud af, at man kunne købe et starter-kit i Panduro, så da vi var der i anden anledning, købte jeg starter kittet. I dette var, der en Bullet Journal, en pakke med 8 farvede tuscher, en brush-pen, 3 pastel-farvede overstregningstuscher, blyant, viskelæder, lineal og en tegneskabelon. Jeg startede stille og roligt ud, med at lave lidt af det, der stod i den mini-'vejledning' der også var vedlagt starter kittet.
Hvad er Bullet Journal?
Bullet Journal er en måde at organisere på, og vil i mange tilfælde både være en to-do liste, skitsebog, notesbog og dagbog. Med andre ord kan man bruge en Bullet Journal som man vil.
For mig er det primært min kalender, hvor jeg også har mulighed for at tracke bestemte ting, som f.eks. hvad jeg bruger mine penge på, hvor god jeg er til at give mig selv tid til at læse, hvor meget jeg får trænet med flere.
Det jeg er faldet for med Bullet Journal, er at det giver mig mulighed for at være mere kreativ, end jeg er hvis jeg har en almindelige Mayland kalender. I min Bullet Journal designer jeg selv min kalender og mine trackere, og jeg kan ændre udseendet på det, som jeg har lyst til. Jeg kan tilpasse det til mit humør, eller det der kommer til at ske.
Når jeg sidder og tegner i min Bullet Journal er det nærmest som en mindfulness-øvelse, fordi jeg får koblet fra og koncentrer mig om det, jeg sidder med. Ligesom når jeg læser eller spiller Sims. Og det er en nem måde, at være helt vildt kreativ på. Jeg er så glad for, at jeg kastede mig ud i det.
Inspiration
Det er ingen hemmelighed at jeg er glad for sociale medier. Specielt dem, hvor man kan få inspiration af andre - det vil sige Instagram og Pinterest. Det er primært også disse steder, jeg søger efter inspiration til hvad der skal i min Bullet Journal, og hvordan det skal se ud.
På Instagram følger jeg hashtagget BuJo, som viser mig alle de billeder andre tagger med #bujo. Der findes mange andre hashtags man også kan bruge til Bullet Journal, men for mig giver det rigeligt at følge bujo fast. Jeg følger også nogle profiler, som har lavet nogle vildt flotte ting, jeg synes er inspirerende. At de billeder dukker op i mit feed på Instagram, gør at jeg ind i mellem ser noget, jeg godt kan lide, og så kan jeg bruge min underbevidsthed til at brygge videre på det, indtil jeg har en idé til hvordan jeg vil bruge det i min egen Bullet Journal.
Pinterest bruger jeg mest, hvis jeg f.eks. ved at jeg vil lave noget bestemt, men jeg mangler ideer til hvordan det skal se ud. Så søger jeg specifikt efter det på Pinterest. F.eks. brugte jeg det, da jeg skulle lave min Bullet Journal-nøgle. Der søgte jeg efter Bullet Journal Key, for at se hvad andre havde lavet.
Udstyr
Jeg har løbende udvidet mit sortiment af 'udstyr'. Jeg har fundet nogle farveblyanter frem af gemmerne. Jeg kan godt lide at farvelægge med farveblyanter. Derudover har jeg købt nogle CalliCreativeDuoTip-penne i 10 forskellige farver, 12 forskelligt farvede Brush-pens og en kasse med 4 Staedtler triplus fineliners.
Jeg har planer om at købe nogle flere skabeloner - jeg har set man kan få nogle fine nogle på Etsy. Det samme med nogle søde stickers.
Jeg ved endnu ikke om jeg kommer til at bruge mønster-tape i min Bullet Journal.
Hvad har jeg i min Bullet Journal?
Indtil videre har jeg lavet:
- en nøgle-side, med forklaring på hvad de forskellige symboler i mine kalender sider betyder
- en indholdsfortegnelse
- fremtidslog/års-kalender
- en oversigt, over hvilke bøger jeg har læst i 2018
- en oversigt, over de film jeg har set i biffen i 2018
- uge-kalender for juli og august
- en liste med sange, der skal tilføjes til min readathon-playliste
- en tracker for hvilke dage jeg får læst i august
Nogle af siderne er stadig under udvikling. F.eks. så opdaterer jeg løbende oversigterne over bøger og film i biffen. Min liste med sange til Readathon bliver også opdateret løbende, samt jeg pusler stadig med hvordan den skal dekoreres, så den bliver lidt mere farverig.
De sider jeg har i min Bullet Journal på nuværende tidspunkt, er ikke perfekte. Der er fejl rundt omkring på dem - f.eks. på min bog-oversigt, har jeg lavet den yderste streg/ramme for lang øverst og nederst. Men det tager jeg ikke så tungt, fordi jeg lærer hver gang jeg laver en fejl. Og fejlene gør min Bullet Journal unik.






Waow! Bare WAOW! Hvor er det en super flot Bullet Journal, du laver <3
SvarSletDet må tage lang tid og masser af koncentration at skabe så flotte og smukke sider <3
Det er simpelthen så utrolig flot, men jeg har desværre slet ikke selv tålmodighed og evner til at være kreativ på den måde. Jeg er fuld af beundring over, at du kan <3
Kram <3
Tak. Jeg er også selv rigtig glad for den <3
SletJa, det tager noget tid og jeg skal helt klart koncentrer mig, men jeg nyder at fordybe mig i den kreativitet. Så det kan ikke blive bedre. <3
Knus<3
Din BuJo er virkelig flot og ja man lærer meget af sine fejl og det gør egentlig slet ikke noget med fejl. Det er trods alt menneskeligt at fejle.
SvarSletDet glæder mig, at jeg var med til at vække din interesse <3
Knus <3
Tak for rosen. Jeg synes ikke mine fejl gør noget, for det bliver sjovt, at kigge tilbage på, når den er helt udfyldt :-)
SletJeg er glad for, at du var med til at vække min interesse. Det er noget af det bedste, jeg længe har gjort for for mig selv <3
Knus<3