19. august 2019

[Læseoplevelse] L. Sherman - Fortabt i Os



° Titel: Fortabt i Os
° Forfatter: L. Sherman
° Forlag: Forlaget Nelumbo
° Udgivelsesår: 2019
° Sider: 362
° Format: e-bog




"Line er kommet i noget af et dilemma. Hun har nemlig forelsket sig i sin bedste - men intetanende - ven. Det bliver sværere og sværere for hende at skjule sine følelser, men han har en hemmelighed. Hver fredag aften forsvinder han. Hvis de er i byen, skal han lige pludselig afsted. Alle er overbevist om, at han har en affære med en, de ikke kender. Heldigvis ændrer det ikke på, at Line tit overnatter hjemme i hans lejlighed i Skolegade i stedet for at tage turen op af bakken til Trøjborg.


Hvordan får hun overtalt sin bedste ven til, at der er mere mellem dem end et dejligt varmt venskab? Tør hun overgive sig til kærligheden og elske helt og holdent?
Den sommer jeg flyttede til Aarhus, Trøjborg mere præcist, skinnede solen, der var ikke langt til skoven, byen og stranden, Den Permanente. Det var kærlighed ved første blik. Med bykortet i cykelkurven trampede jeg i pedalerne op og ned ad Ringgade. Dette er min kærlighedserklæring til min by, Aarhus. Lad historien begynde og bliv #fortabtiaarhus

Fortabt serien fortsætter i Fortabt i Ham. Alle bøger kan læses alene." - bagsideteksten.



Som jeg skrev i indlægget om "Fortabt i Dig" faldt jeg over L. Sherman på LinkedIn, og opdagede 3. bog i Fortabt i Aarhus serien. Derfor har jeg også givet mig i kast med seriens anden bog - Fortabt i Os. Denne bog har jeg også fundet via Mofibo, hvor jeg læste den som e-bog. Jeg slugte bogen i løbet af én dag. De første 4-5 kapitler læste jeg i bilen, mens jeg tog resten af bogen i sengen om aftenen.
Det var helt umuligt at lægge bogen fra mig, da jeg først rigtigt var kommet i gang.

Lige som med "Fortabt i Dig" er denne bog en kærlighedsbog, og der er helt klart kærlighedsbog for alle pengene. Det var i virkeligheden også det jeg blev fortabt i, i denne bog. Dog kunne jeg også rigtig godt lide det L. Sherman har skrevet i bogens forord: "Jeg håber, at bogen er mere end det".
For mig er den mere end det, for jeg har virkelig levet mig ind i historien om Line og Thomas. Jeg ville så gerne at de fandt sammen, og hver gang de mødte modgang (det skal der være, for at en kærlighedsbog bliver spændende) heppede jeg på dem, og håbede at de kom over det sammen.

Selvfølgelig har den også de forudsigelige elementer, som alle gode kærlighedsbøger har. Men det gjorde ingenting, fordi jeg var så fortabt i historien og personerne, at jeg ikke nåede at tænker over, at de enkelte elementer var forudsigelige. Jeg blev nok i virkeligheden lige så overrasket som Line og Thomas undervejs.

Jeg forstår godt hvorfor der står bag på bøgerne, at de kan læses hver for sig. Men jeg synes nu det var meget rart at have læst "Fortabt i dig" først, fordi det så var et glædeligt gensyn med Katrine og Jaspar, jeg oplevede i denne bog. Dog er det ikke nødvendigt for handlingen i denne bog, så har man ikke lyst til alt for mange kærlighedsbøger, kan man sagtens plukke en ud af denne serie og læse som en selvstændig bog.

For mig personligt, synes jeg der er sket en forbedring i sproget i denne bog. Det er de der kære bandeord. Jeg synes der var alt for mange i seriens første bog. Der er blevet skåret lidt ned på dem, så jeg blev ikke irriteret over dem i denne bog. Nu føltes de mere som kraftudtryk, der skulle understrege en pointe. Det var rart for mig at læse, så derfor giver jeg denne bog 5 stjerner.
Og nu glæder jeg mig endnu mere til at gå i gang med "Fortabt i Ham".

Bonus-info
Jeg har som sagt læst "Fortabt i Dig" som lydbog i Mofibo og "Fortabt i Os" som e-bog i Mofibo. Dog har jeg været så begejstret for begge bøger, at jeg rent faktisk har købt dem begge samt "Fortabt i Ham" som fysiske bøger. 
"Fortabt i Dig" og "Fortabt i Os" er ankommet. "Fortabt i Ham" er ikke blevet leveret endnu, og jeg har DAO til at undersøge, hvor den er landet henne. Selvom jeg kan læse "Fortabt i Ham" i Mofibo, vælger jeg at vente til jeg får den som fysisk bog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar