Det er næsten en måned siden, jeg sidst har lavet en "Glimmer på kaminhylden"-liste. Inden da var der også nogle uger der var smuttet. Jeg har været ind i en periode, hvor jeg ikke rigtigt har haft lyst og overskud til at få lavet listerne.
Jeg kan ikke sætte mig ned én gang i ugen, og skrive en liste ned for de sidste 7 dage. Det er en proces der løber fra mandag morgen til søndag aften. Jeg har et kladdehæfte, hvor jeg løbende skriver de ting, jeg er taknemmelig og glad for. Og selvom jeg i hele den periode, har haft hæftet med mig hver dag, har jeg simpelthen haft svært ved at få skrevet tingene ned. Jeg har ind i mellem stoppet op og tænkt: "Det her skal på listen", men jeg har ikke fået det gjort. Nogle uger har jeg måske fået skrevet 4-5 ting ned hen over nogle dage. Men mest har jeg ikke fået det gjort.
Efterhånden kan jeg mærke, at jeg savner at få lavet listerne. De er så terapeutiske for mig at lave. 1) fordi jeg får stoppet op og tænker over de positive ting, 2) jeg bliver mindet om det igen, når jeg laver listen og 3) jeg bruger ind i mellem at gå tilbage og læse nogle gamle lister, og mindes de gode ting.
Jeg føler det er flere måneder siden jeg rigtigt har fået det gjort, så nu går det ikke længere. Jeg kan ikke undvære det længere.
Derfor har jeg lovet mig selv, at komme i gang med listerne igen. For at få startet igen, har jeg besluttet, at jeg hver morgen laver 10 punkter på min liste. Så er jeg startet på det, og har min papirs-liste i tankerne allerede fra om morgenen. På den måde, husker jeg at få skrevet det ned, når jeg er stoppet op og har været taknemmelig for noget.
De 10 punkter er ikke en begrænsning på, at jeg kun må skrive 10 ting ned pr. dag. Det er tvært i mod et minimum. Så får jeg ikke skrevet ting ned i løbet af dagen, skal jeg skrive mindst 10 ting, inden jeg går i seng.
Jeg har på fornemmelsen, at det er den rigtige måde for mig, at komme i gang med listerne igen.
Så i næste uge skulle der meget gerne lande en ny liste her på bloggen. Det ser jeg frem til.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar