SundhedsSøndag #9

Jeg havde egentlig lovet mig selv, at det næste SundhedsSøndag-indlæg skulle handle om vores forløb hos SundtogSjovt. Men det arbejder jeg stadig på, så i dag er emnet noget andet.

Den mentale sundhed.

Jeg har i de sidste par måneder, virkelig mærket hvor vigtigt det er at havde hovedet med i de ændringer, jeg laver for min sundhed. Jeg kan have nok så mange fine intentioner, om at spise sundere, dyrke mere motion og så videre. Men hvis ikke min psyke er med, så bliver det ikke til noget.

Der er sket mange ting siden 1. januar, som har vendt op og ned på mit liv. Derfor har det været ekstra vigtigt, at have hovedet med. Der sker ikke så meget i forhold til kroppen, hvis jeg har mine tanker på alt muligt andet. Jeg har i hvert fald erfaret, at hvis jeg vælger at kanalisere noget af alt rodet i hjernen i motion, er det nemmere at få dyrket det motion, der skal til, for at se og mærke ændringer.

Jeg er faktisk stolt af hvor langt jeg er kommet med mit forløb hos SundtogSjovt (og jeg skal nok uddybe det i det kommende indlæg om det). Der er sket så mange gode ændringer, at jeg ikke kan være andet end stolt. Men selv om jeg er på vej i den rigtige retning, kan jeg havde udfald. Det havde jeg i tirsdags.

Jeg blev dybt provokeret af en kollega, fordi denne var enormt respektløs over for mange af os, der har et andet arbejdsområde end denne. Det er ikke første gang denne respektløshed kommer til udtryk fra den kollega, og derfor er mit bæger mere end fyldt nu. Jeg synes virkelig man skal opføre sig ordentlig overfor sine kollegaer, uanset om man laver det samme eller ej. Vi er alle lige vigtige.
Men jeg blev så tilpas provokeret af min kollegas udtalelser, at jeg kunne mærke vreden vokse inden i mig. Jeg bliver sjældent vred. Men her var jeg rasende. Og den raseri blev i min krop indtil jeg kom hjem. Der slog raseriet over i at jeg faktisk blev ked af det.
Så slog det klik i min hjerne, og jeg kunne ikke lige overskue andet end, at spise mine følelser. Det er egentlig ikke noget, jeg har praktiseret meget i mit liv. Men jeg kan selvfølgelig ikke sige mig fri for, at have gjort det. I tirsdags gjorde jeg det ved, at jeg konsumerede et 220 g. påskeæg ret hurtigt.

Det lyder måske ikke af meget, men da jeg havde spist ægget, kunne jeg mærke at det var meget for min krop. Jeg har i de sidste par måneder vænnet mig til at nyde slik og søde sager i mindre portioner. Så jeg tror, jeg fik chokket min krop en smule, ved at kvæle det æg så hurtigt.
Jeg er som sådan ikke sur på mig selv om at jeg gjorde det. I det øjeblik følte jeg, at jeg havde brug for det. Men jeg håber ikke, at det er en større sten på vejen, så mit forløb får taget en forkert drejning - altså, jeg håber ikke, at jeg har ødelagt den gode stime.

Jeg valgte at være ærlig overfor SundtogSjovt, og spørge til om de havde et råd til, hvordan jeg ellers kunne tackle sådanne situationer, når de opstår. Jeg fik et rigtigt dejligt svar fra dem, som jeg helt sikkert kan bruge til noget.
Jeg har to valg i den situation. Jeg kan vælge enten at 1) spise chokoladen (eller hvad jeg lige føler for), sige at det er hvad jeg har brug for, og være tilfreds med det, eller 2) minde mig selv om, at det kan føre til 'dobbeltstraf', fordi jeg får det dårligt over at have spist chokoladen.

Det giver rigtig god mening for mig. For det med dobbeltstraf, er måske ikke noget der sker dagen efter mit 'ædeflip', men først når jeg får mig vejet næste gang (hvis det er gået den forkerte vej). Og der er jo ingen grund til, at bruge det der trigger mig, til at påføre mig endnu mere 'smerte'.
Fremover vil jeg (prøve at, om ikke andet) sige til mig selv: "Er det virkelig nødvendigt med det chokolade? Er det ikke bedre at bruge den uforløste energi til noget andet? Måske en gåtur? En løbetur? Træning? Noget der hjælper dig i den rigtige retning og som du får det godt af?"

Det her indlæg er måske ret rodet. Men det har det altid en tendens til at blive, når jeg virkelig får åbnet op og prøver at beskrive det, der foregår inde i hovedet på mig. Så indlægget er måske mere til mig selv - noget jeg kan se tilbage på og bruge som en reminder - fremfor til dig som læser.