SimsSøndag #48

Fakta
Generation: 1

Antal medlemmer i husstanden: 1

Formue:
- Simoleoner; 1.300
- Grundværdi; 8.700
- Andet; Intet

Point: 1

Mit navn er Holly Saunders, og du har lige givet dig i kast med historien om min slægt. Ja, du læste rigtigt. Dette er en slægtshistorie, om min familie. Det er en historie jeg har lyst til at dele med dig, fordi, jeg har skabt min familie helt fra bunden.

Da jeg var færdig i gymnasiet, besluttede jeg mig for at cutte kontakten med min familie. Der var så mange forskellige emner, hvor vi havde så forskellige holdninger, at det var ødelæggende for alle parter. Så for at vi alle kunne få det godt, valgte jeg at flytte langt væk. Jeg tog til Willow Creek. Men det betød, jeg kom hjemmefra uden særlig mange penge. Jeg havde kun 10.000 simoleoner. Det var på ingen måde nok til at kunne købe eller leje et sted jeg kunne bo. I stedet for de to muligheder, købte jeg en tom byggegrund. Jeg kunne se en mulighed i grunden, for at bygge et hus og en familie op. Der var ingen tvivl om, at det var det, jeg var taget til Willow Creek for.

Da jeg havde købt den grund stod jeg tilbage med 1.300 simoleoner og en tom grund. Det gav mig ikke tag overhovedet eller en anden form for hjem at have købt grunden. Så jeg var nødt til at skulle have mig et job. Så jeg søgte alt hvad der var at søge. Både de jobs hvor der var slået stillinger op og en masse uopfordret. Men det var ikke nemt at få et job når jeg ikke havde noget relevant uddannelse og erhvervserfaring. Så da jeg blev ringet op af rådhuset, fordi de havde et job til mig, blev jeg meget overrasket. Men det var lige sådan en som mig, de søgte til en stilling som uregerlig aktivist.

Da jeg havde accepteret jobbet, sendte de mig nogle papirer med nogle af deres forskellige politiske sager. Jeg skulle vælge en, jeg kunne se mig selv støtte. Da jeg havde læst om ”Ingen simmere bliver tabt”, var jeg ikke i tvivl om, at det var den sag jeg skulle støtte. Så da jeg havde meldt det tilbage til kommunen, kunne jeg ikke vente med at komme i gang med at arbejde. Mit job bestod af at jeg skulle opsøge folk, og fortælle dem om sagen. Det var som at slå to fluer med et smæk. Den første, åbenlyse, flue var at jeg fik arbejdet, og dermed kunne tjene nogle penge. Den anden flue, var at jeg kom ud i byen, lærte den at kende og mødte en masse nye mennesker. Det var bestemt en fordel for mig, som var ny i byen, som endnu ikke havde nogle former for relation til andre i byen. Jeg fandt ud at der var mange mennesker i parken, i træningscenteret og på biblioteket. Derfor begyndte jeg også at komme disse steder.

Indtil jeg fik min første løn, var det med at få mine 1.300 simoleoner til at række så langt, som over hovedet muligt. Så alt hvad der kunne spares på, blev der sparet på. Det betød blandt andet, at når jeg var i parken, så kunne jeg finde på at fiske. Hvis jeg var heldig at fange noget, kunne jeg bruge en grill i parken. Ellers købte jeg noget billig brød og billige pølser og lavede hotdogs i parken. Når jeg var i træningscenteret kunne jeg komme i bad. Søvn fik jeg klaret alle de steder hvor jeg kunne finde en bænk eller en sofa. Det var en nødvendighed, når jeg ikke ejede noget selv.

Ved at jeg kom rundt i byen, mødte jeg en masse spændende simmere. Og jeg kunne selvfølgelig ikke helt lade være med, at lede efter en, jeg kunne se mig selv starte min familie med. Ham troede jeg virkelig, jeg havde fundet, da jeg mødte Brant i træningscenteret. Han var simpelthen en fantastisk person. Imødekommende, venlig, smilende og utrolig nem at snakke med. Oven i det så han også godt ud. Lige min type, så jeg fik et lille crush på ham. Jeg havde lyst til at bruge meget mere tid sammen med ham, end jeg gjort, fordi jeg synes han var skøn. Men han var også optaget. Han var gift med Brent – som også er en yderst skøn mand. Hvordan det kunne gå min næse forbi, er mig stadig en gåde. Jeg må have været mere forblændet af ham, end jeg selv kan huske at jeg var. I hvert fald, så var Brant ikke ham, jeg skulle starte min familie med.

Brant må have fornemmet, at jeg blev en lille smule slået ud af kurs, da det gik op for mig at han var lykkelig gift. I hvert fald havde han en god ven med i træningscenteret, da vi mødtes igen et par dage siden. Vi blev introduceret for hinanden. Umiddelbart følte jeg ikke, at der var noget særligt ved ham. Selvom hans udseende på nogle punkter godt kunne ligne Brants lidt, så var han en helt anden type. Han var mere stille, og jeg synes det var svært at holde en samtale kørende med ham. Men selvom jeg ikke kunne se noget kærestepotentiale i ham, var han ikke udelukket som relation. Jeg elsker at få venner, så den chance skulle han også have.