SimsSøndag #22

Leslie Winther

Kapitel 12

Efter lang tids arbejde på "Livets træ", blev Leslie færdig med at skrive på den. Sammen med udgivelsen af den bog, blev hun forfremmet til romanforfatter.

Det kom selvfølgelig også Salim for øre, så han sendte Leslie en sms, hvor der stod: 

Tillykke med forfremmelsen, min blomst. Jeg er stolt af dit arbejde, og jeg håber du selv er lige så stolt. Skal vi tage ud og spise, og fejre din forfremmelse?

Leslie læste sms'en, men hun reagerede ikke. Det var efterhånden en måned siden, hun sidst havde snakket med Salim. Hun havde ignoreret alle hans forsøg på, at kommer i kontakt med hende. Når de begge var på arbejde, ignorerede hun ham også. Hun sørgede for, at være i møde, når hun vidste der var chance for, at han ville opsøge hende. 

Leslie havde lagt sig i sin seng, og var næsten faldet i søvn, da hun kunne høre musik. Hun prøvede at ignorere musikken, men det var umuligt, da hun først havde lagt mærke til det. 

Derfor endte Leslie med at stå op, og finde ud af hvor musikken kom fra. 

Da hun kom ud i sin stue, gik det op for hende, at musikken kom fra Salims lejlighed. Først ville Leslie bare gå i seng igen, men hun vidste også, at hun ikke ville få noget søvn, hvis hun gjorde det. 

Så hun gik over til Salims dør. Musikken var så høj, at et forsigtig bank på døren ikke var nok. Leslie hamrede på døren. Kort efter gik døren op, og Salim kom ud på gangen. Han nåede kun lige at lukke døren efter sig, før Leslie begyndte at skælde ham huden fuld.
"Er du ikke klar over hvad klokken er? Der er andre i den her opgang end dig! Du burde vise hensyn og respektere, at vi andre gerne vil sove om natten". Salim kunne ikke få et ord indført i Leslies strøm af ord. "Hvordan kan du dog tro, at det er okay, at holde en så højlydt fest?"

Da Leslie endelig holdte en pause, stod Salim og så brødebetynget ud. Han kiggede på hende, for at se om hun ville fortsætte med at skælde ud. Da hun ikke gjorde antræk til at fortsætte, sagde Salim. 

"Selvfølgelig ved jeg godt hvad klokken er. Og jeg holder faktisk ikke fest. Jeg er desperat."

Han holdte en pause, og kunne se på Leslies ansigtsudtryk, at hun ikke helt forstod hvad han mente. Han forsatte:

"Du har ikke snakket med mig i en måned. Er du klar over, at det gør ondt på mig? Jeg savner dig, Leslie. Jeg savner at snakke med dig. Jeg savner at se film med dig. Jeg savner at grine med dig. Jeg savner at være i nærheden af dig. Men du har ignoreret alt jeg har forsøgt i den sidste måned. Derfor forsøgte jeg, om højt musik på denne tid af døgnet, kunne få dig til at snakke med mig."

Leslie var som lammet. Hun kunne ikke tro sine egne ører. Salim savnede hende, og ville gå helt ud i ekstremerne for at få hende til at tale med sig. Hun mærkede en klump vokse frem i halsen, og kunne ikke sige noget. Salim tog hendes hånd, kiggede hende i øjnene og sagde:
"Jeg elsker dig, Leslie"

En tåre trillede ned af hendes kind. Hun kunne stadig ikke sige noget, så hun faldt Salim om halsen og begyndte at hulke. Salim lagde sine hænder om hende, og holdt hende tæt ind til sig. 

Efter et par minutter var Leslie holdt op, med at hulke. Salim løsnede sit greb på hende. Hun trak sig lidt væk.
"Kan du tilgive mig" hviskede hun, mens hun kiggede ham i øjenene. 

"Selvfølgelig kan jeg det", sagde han og fortsatte: "Jeg vil bare gerne være sammen med dig". Han kyssede hende forsigtigt. 

Hun smilte forsigtigt, og spurgte om han ville med ind i hendes lejlighed. Det ville han gerne. Han gik ind og slukkede musikken, og kom derefter ind til Leslie som havde lavet en sandwich til dem hver.