SimsSøndag #5

Leslie Winther

Kapitel 2

At udgive den første og anden børnebog selv, gav virkelig Leslie blod på tanden. Hun gik derfor i gang med at skrive på den tredje bog, lige så snart de to første var sendt afsted til udgivelse. Denne gang var det ikke en børnebog, hun gav sig i kast med. Hun følte sig mere inspireret denne gang, og skrev derfor en Novelle, som hun valgte at kalde "Strombonis ballet og andre fortællinger". Da hun var færdig med at skrive på den, var hun ikke i tvivl. Den skulle udgives. Med det samme. Det viste sig også, at det var det rigtige for den bog, for da den begyndte at sælge, fik den kun gode anmeldelser af læserne. Flere brugte ordet fabelagtig om den. 

Leslie blev helt høj på anmeldelserne, og gik derfor straks i gang med at skrive en bog mere. Endnu engang blev det til en novelle, da hun følte sig sikker i denne genre. Bogen fik titlen "Fantastiske fiktioner". 

Midt i skrive-processen ringede det på døren. Leslie kunne ikke komme i tanke om, hvem der dog kunne finde på, at ringe på hos hende. Hun havde ikke rigtig haft kontakt til sine forældre, efter hun var flyttet ind til byen, og hun vidste at de ikke kunne finde på at dukke op uanmeldt. Det kunne heller ikke være en søster eller en bror, da Leslie var enebarn, og da hun havde enspænder-tendenser, havde hun heller ingen venner, der kunne finde på, at komme forbi uanmeldt. 

Til hendes store overraskelse var det naboen, Salim, der ringede på. 

"Hej Leslie. Jeg tænkte, at jeg ville høre om, vi skulle drikke den kop kaffe sammen i dag?" sagde han med et stort smil, da hun åbnede døren. Leslie blev så fortumlet, at hun lod ham komme ind, inden det gik op for hende, at hun ikke havde noget kaffe i lejligheden. Det beklagede hun, da hun opdagede det. Salim mente ikke det gjorde noget, for de kunne bare snakke. Det gjorde de, og Leslie lærte ham bedre at kende. Hun måtte også erkende, at hun havde taget fejl, da hun i opgangen havde troet, de ikke ville have noget til fælles. Det gik op for hende, at han også er bogorm, og at han arbejdede som skribent. Han drømte også om at blive forfatter, så de havde nok at snakke om. De snakkede længe om bøger, inden han var nødt til at gå ind til sig selv igen. 

Snakken med Salim var inspirerende, men inden Leslie, kunne gå videre med hendes nyeste bog, var hun nødt til at få noget mad. 

Som ung voksen, der lige var fløjet fra reden, var hun ikke mesterkok, så hun fik meget det samme at spise, når hun lavede mad selv. 

Det var ikke altid, hun synes det var sjovt, for køkkenet var et af de rum i hendes dødsbo-lejlighed, hun var mest træt af. Det var gammelt, slidt, lidt mørkt og kedeligt. Umoderne. Leslies plan, var derfor at lige så snart hun havde sparet 10.000 $ sammen, ville hun påbegynde renoveringen af køkkenet. Hun var klar over, at det ville tage lang tid, for da hun fik første royalty betaling for sine bøger, fik hun 21 $ for "En blå sko", 19 $ for "Lad være med at spise dit kæledyr" og 33 $ for "Strombonis ballet og andre fortællinger". Men det var hendes mål, så det skulle lade sig gøre. 

Med køkkenet og snakken med Salim i baghovedet, fik hun skrevet novellen færdig og hun fik skrevet en digtsamling hun kaldte "Digte skønnere end træerne". Hun fik udgivet begge. Endnu engang blev en Leslie Winther novelle omtalt som fabelagtig. 

Efter at have været i en skriveboble, besluttede Leslie sig for, at hun ville gå ud i byen lidt. Hun gik ned på torvet, hvor hun bestilte en kop te og en portion Samosa. Aldrig i sit liv havde Leslie før fået mad der var stærkere end den Samosa hun fik der. Den brændte i munden, og hele vejen ned i maven. Og oven i at maden var måske lige en tand for stærk, vrimlede det med folk. Leslie kunne mærke at det var ubehageligt, at der var folk alle steder. Hun følte sig overvåget, lige meget hvad hun foretog sig. Hun skyndte sig at gøre sin te og sin stærke Samosa færdig. Men så fik hun en idé.

Da hendes digtsamling blev udgivet, fik hun selv et eksemplar. Hun havde ikke fået taget den ud af sin taske endnu. Den kunne derfor hjælpe hende nu. For det første kunne hun hoppe ned i sine digte, og på den måde få ignoreret alle de personer, der var omkring hende, så det var til at holde ud, at opholde sig på torvet. For det andet, som hun helt bestemt selv så som en gevinst, kunne hun lave noget reklame for sig selv. Hun kunne få vist bogen frem til interesserede, der kunne vise sig at være potentielle købere af denne og fremtidigere bøger. 

Hvis du, søde læser, har ønsker eller forslag til, hvordan historien om Leslie skal udvikle sig, må du gerne skrive det i kommentaren. Alle forslag er velkomne, og vil blive vurderet.