Sims Søndag #2

Leslie Winther 

Kapitel 1

Da Leslie havde skrevet den første børnebog, som hun valgte at kalde "En Blå Sko", satte hun sig til rette i sofaen, for at læse den igennem. Flere steder, kunne hun godt selv se, at hun havde været lidt for hurtigt på tastaturet. Bogen var fyldt med fejl, men hun synes også at den manglede noget. Turen gik derfor direkte tilbage til computeren, så hun kunne få den rettet til. Det tog lige så lang tid, at rette fejl og mangler, som det havde taget hende, at skrive bogen i første omgang. Hun var derfor slet ikke i tvivl om, at hun ikke skulle være for ivrig, hvis hun selv skulle have lyst til at læse sine bøger. Men da hun havde brugt tid på, at få rettet op på "En Blå Sko", var hun så inspireret, at hun sprang direkte ud i at skrive endnu en børnebog. Temaet var næsten det samme, men titlen blev lidt mere markaber, da hun valgte at kalde den "Lad være med at spise dit kæledyr". Midt i forløbet med den anden bog, fik hun en skriveblokalde. Hendes hjerne blev helt blank, og hun  kunne da egentlig også godt mærke, at hun efterhånden var blevet lidt sulten.

Hun besluttede, at hun fortjente at spise ude, selvom hun endnu ikke havde tjent en eneste simoleon. Desuden kunne lidt frisk luft være godt for hende, efter utallige dage uden at have været uden for en dør. Hun tog derfor ned i byen, hvor hun fik nytte af en af fordelene ved at bo i en storby. Madboder med utraditionelle åbningstider. Inden hun tog tøj på, og gik ned i byen, skænkede hun det ikke en tanke, at det var sent på dagen, for hendes tidsfornemmelse var helt forsvundet, da hun sad og skrev løs. Hun fik takket være de utraditionelle åbningstider hurtigt fat i en portion ramen, og forsøgte sig med at spise det på den 'rigtige' måde. Med pinde. Det gik ikke fantastisk godt, så hun var glad for, at hun sad helt alene på torvet, mens hun spiste. Det passede også hendes enspænder-tendenser helt perfekt. Hun nød virkelig stilheden - der-er-ingen-der-snakker-til-mig-mens-jeg-nyder-byens-lyde-stilheden der nu er i storbyer - mens hun spiste, og hun kunne mærke, hvordan hendes energi blev fornyet. Da hun var færdig med at spise, og der begyndte at komme andre folk, til torvet, valgte hun at gå hjem igen. Med fornyet inspiration til at komme videre med bogen.

Efter at have været ude i byen og spise, var skriveblokaden forsvundet igen, og hun skrive videre på "Lad være med at spise dit kæledyr". Hun skrev og skrev. Uafbrudt indtil bogen var færdig. Hun læste også den igennem i det sekund, den var skrevet færdig og hun havde printet den. I denne bog opdagede hun ingen fejl og mangler, ved gennemlæsningen. Hun var så stolt, over det resultat hun sad med i hænderne, at hun besluttede sig for, at hun skulle give sig i kast med, at få udgivet begge sine bøger. Da der ikke rigtig var noget forlag, der var villig til at udgive hende, valgte hun at selvudgive bøgerne. Det er et sats, men hun troede på, at hvis hun har skrevet bøgerne godt nok, skal de nok sælge. Hun er klar over, at indtægterne ikke er lige så høje, som hvis et forlag havde stået for udgivelsen. Men hun tror så meget på det, at hun føler sig sikker på, at hun nok skal tjene noget.  

Da hun er på vej ud til postkassen, for at sende sine manuskripter til udgivelse, render hun for første gang ind i sin nabo. Hun ved, at det kan være en fordel, at holde sig gode venner med den nærmeste nabo, så selvom hun ikke tror de har noget til fælles, vælger hun alligevel, at præsentere sig selv overfor ham.
"Pænt goddag. Mit navn er Leslie Winther, og jeg er flyttet ind i nr. 25" 
"Hej Leslie. Jeg er Salim Benali, og jeg bor inde i nr. 24. Hyggeligt at møde dig," svarer naboen.
"Ja, i lige måde. Jeg håber, vi kan finde ud af, at drikke en kop kaffe sammen, eller noget andet på et tidspunkt" får hun sagt, inden hun er klar over, hvad det er der ryger ud af munden på hende. 
Inden han er på vej ind i elevatoren, når han at få sagt, at det vil han mægtig gerne. Da hun kommer tilbage i sin egen lejlighed, går det op får hende, at hun rendte rundt i nattøj i opgangen. Der er jo ikke noget, at gøre ved det nu, og det er jo hvad der sker, når man som hende har det bedst i sit nattøj. Heldigvis virkede det ikke til, at han blev skræmt af det, så hun har stadig en chance for, at få opbygget en god relation til ham. 

Hvis du, søde læser, har ønsker til, hvordan historien om Leslie skal udvikle sig, må du gerne skrive det i kommentaren. Alle forslag er velkomne, og vil blive vurderet.